Hvis man ikke er i stand til at observere det, eksisterer det ikke

Udtryksmåde er den akademiske disciplin, der beskæftiger sig med de etablerede fraser i sproget. De etablerede fraser findes i et bredt spektrum af former og inkluderer både talemåder og de typer af vendinger, der behandles efterfølgende.

Maksimer, aforismer og bevingede ord

Maksimer, aforismer og bevingede ord er typisk karakteriseret ved, at man kender personen eller personerne, der er ophavsmænd. Hvis maksimer og aforismer opnår tilstrækkelig popularitet og omfattende anvendelse, kan de i sidste ende blive bevingede ord.

Visse aforismer ligner talemåder meget, og der er ikke bred enighed i litteraturen om, hvordan de to kategorier skal adskilles. Talemåder bliver af og til defineret som udtalelser, hvor ophavsmanden er ukendt. Dog er anonymitet ikke nødvendigvis et definerende kendetegn ved talemåderne (se Hvad er en talemåde?). Ikke desto mindre kan anonymitet have en vis berettigelse, når man differentierer mellem talemåder og aforismer. Disse to typer af etablerede fraser deler adskillige lighedspunkter, men det karakteristiske ved en aforisme er, at ophavsmanden altid er kendt, mens dette som sagt diskuteres i talemådernes tilfælde.

Derfor er grænsen mellem talemåder og aforismer ikke tydeligt defineret. Visse hævder, at der findes eksempler på talemåder, hvor ophavsmanden er kendt, som i de efterfølgende to eksempler, mens andre argumenterer for, at der i eksemplerne ikke er tale om talemåder, men om aforismer, netop fordi vi kender ophavsmanden eller den oprindelige kilde.

Eksempler på talemåder eller aforismer, hvor kilden er kendt:

Der er forskellighed på kong Salomon og Jørgen Hattemager (J.L. Heiberg)

Ingen kan være tjener for to herrer (Bibelen)

Diskussionen om anonymitet gør de talemåder, der er taget fra Bibelen, særligt interessante i forhold til en præcis afgrænsning af talemåder. Talemåderne fra Bibelen kan nemlig ikke betegnes som fuldstændigt anonyme, da vi ved, hvor de er nedskrevet, og de ofte er tilskrevet en navngiven bibelsk person.

Andre mener igen, at en aforisme kan udvikle sig til en talemåde, når udsagnet løsriver sig fra den oprindelige situation, og sprogbrugerne ikke længere husker, hvem der er ophavsmanden til udsagnet, eller hvor det stammer fra.

En maksime er en grundlæggende regel, der opstiller en forskrift og har samme karakter som et motto.

Giv den gas! Men husk at more dig undervejs! (Naja Marie Aidt)

Inden for filosofien anvendes betegnelsen ligeledes til at beskrive regler, principper eller forskrifter. Et eksempel på denne anvendelse af maksime kan ses eksempelvis i filosoffen Immanuel Kants såkaldte kategoriske imperativ:

Handl udelukkende i overensstemmelse med den maksime, hvormed du samtidig kan ønske, at den bliver en universel lov.

Aforismer, der også omtales som strøtanker, kan ligne talemåder på grund af den underliggende og ofte generaliserende tanke. Men i modsætning til talemåder skal aforismer - som tidligere nævnt - kunne henføres til en specifik ophavsmand:

En filosof der er meget moderne, bliver hurtigt meget gammeldags (Paul Martin Møller)

Husk at elske, mens du har modet til det. Husk at leve, mens du er i gang med det. (Piet Hein)

Bevingede ord er en betegnelse, der omfatter en kategori af etablerede vendinger, herunder både citater, aforismer og talemåder, der ofte anvendes både i daglig tale og i det skrevne sprog. Bevingede ord er kendetegnet ved at have en bevidst reference til en anden tidligere situation, hvor udtrykket er blevet brugt, men uden nødvendigvis at have en anden dybere mening end den umiddelbart denotative; fx

Her kommer mor med kost og spand (fra Rachel Rastenni-hittet af samme navn)

de er tosset, de romere (fra tegneserien Asterix)

Talemåder og idiomer

Talemåder og idiomer bliver af og til forvekslet med talemåder, da flere af dem har karakteristika, der kan minde om talemådernes. Talemåder og idiomer anvender ofte billeder, og dermed lægger de sig tæt op ad de metaforiske talemåder (se Talemådens stil og form). Men i modsætning til talemåderne ændrer talemåder og idiomer grammatisk person, tal og tid afhængigt af den situation, de bruges i. Dermed besidder de ikke talemådernes principielt almene gyldighed (se Generaliserende udsagn), men får i stedet deres aktuelle betydningsindhold i en konkret sammenhæng.

Eksempler på talemåder og idiomer:

træde i spinaten (der indebærer, at man uforsætligt kommer til at sige eller gøre noget tåbeligt)

købe katten i sækken (der indebærer, at man bliver narret i en handel ved at købe noget ubeset og efterfølgende opdage, at det er dårligere end forventet)

Visse talemåder og idiomer formuleres som sammenligninger:

lyve så kraftigt som en hest kan løbe

sove som en sten

have det som en fisk i vandet

Talemåder stammer ofte fra talemåder, og de bruges ofte i situationer, hvor en talemåde også kan bruges.

Talemåden:

at købe katten i sækken

- som fx kan anvendes i sætningen &8220;Nogle år efter stod det klart for os, at vi havde købt katten i sækken&8221;, stammer fra talemåden:

Man bør ikke købe katten i sækken

Men anvendt som talemåde mangler elementet af generaliserende udsagn, da det i den konkrete anvendelse ikke er principielt gældende til alle tider og i alle sammenhænge, som talemåden er det. Det generaliserende mangler, fordi talemåden enten aktualiseres i teksten eller tages fuldstændig ud af den kontekst, som talemåden oprindeligt placerede den i.

Eller talemåden:

Man skal ikke vurdere bogen på omslaget

- der anvendt som talemåde kunne indgå i en sætning som: &8220;Man skal ikke sådan dømme bogen på omslaget - der kan jo sagtens være en attraktiv lejlighed i et faldefærdigt hus&8221;. Eller talemåden:

Kun den, der bærer skoen, ved, hvor den trykker

- som man eksempelvis genfinder i følgende sætning anvendt som talemåde: &8220;Danske erhvervsfolk er fuldt ud klar over, hvor problemet ligger&8221;.

Talemåder lagres som faste udtryk i sproget, som sprogbrugerne ofte - bevidst eller ubevidst - benytter sig af. De er med til at give det mere sobre og ligefremme sprog farve og liv. Men til tider misforstår vi talemåderne, og det kan føre til mere eller mindre underholdende forvanskninger af talemåderne, som enten mister deres betydning eller får en ny og helt anderledes betydning. Forvanskningerne af talemåderne sker sandsynligvis, fordi afstanden mellem udtrykket og den verden, vi lever i, er blevet for stor. Ydermere er tempoet ofte højt i det moderne kommunikationssamfund.

Gadesprog og wellerismer

Betegnelserne gadesprog og wellerisme dækker over en type af faste vendinger, der udtrykkes i replikform.

Gadesprog består af to elementer

• en udtalelse
• en kontekstualisering af udtalelsen, som typisk omfatter
  • hvem der har fremsat udtalelsen (oftest anonym), samt i
  • hvilken situation udtalelsen er fremsat (som oftest sætter udsagnet i et ironisk perspektiv)

Selve udtalelsen kan være en talemåde, en talemåde eller næsten hvad som helst, der kan forekomme i daglig tale. Udtalelsen kan være helt ordinær, men med kontekstualiseringen kan udtalelsen få en fuldstændig anden betydning. Det er tydeligt i denne velkendte faste vending:

Rønnebærrene er bitre, sagde ræven, han kunne ikke nå dem

Hvis udtalelsen - som er en konstatering af, at rønnebærrene er bitre - havde stået alene, ville den være ganske banal. Men når kontekstualiseringen af udtalelsen præciserer, at en ræv vurderer, at rønnebærrene er bitre, fordi den ikke kan nå dem, så tillægges udtrykket en yderligere betydning, der gør det muligt at anvende udtrykket overført om det &8216;at tilsyneladende uopnåelige ting, som man inderst inde ønsker og evt. misunder andre, vurderes som værende uden værdi eller moralsk forkastelige&8217; (Den Danske Ordbog).

Et karakteristisk træk, der tydeligt adskiller gadesprog fra talemåder, er, at kontekstualiseringen af udtalelsen står i datid. Det indebærer, at gadesprog omhandler en afsluttet engangsbegivenhed. Gadesprog kan derfor ikke betegnes som generelle udsagn, der gælder til alle tider og i alle situationer, sådan som talemåder (principielt) gør (se Generaliserende udsagn).

« Forrige: Ordsprogssamlinger i Danmark Næste: Slang »