Predator kan ikke logge på internettet
Sådan sikrer du dig på et åbent netværk
Benytter du åbne wi-fi-netværk til at udveksle fortrolige oplysninger, risikerer du, at oplysningerne lander i de forkerte hænder.
Men hvad kan du selv gøre for at undgå, at nysgerrige amatør-hackere overvåger din aktivitet, når du bruger et offentligt trådløst netværk?
Her er fem gode anbefalinger.
1. Gå kun online, når det er nødvendigt
Når du er logget på et offentligt trådløst netværk, åbner du et potentielt sikkerhedshul på din computer, som it-kriminelle kan udnytte.
Det betyder, at ikke kun din trafik på det trådløse netværk er udsat, men også indholdet på din harddisk.
„Bare det at være tilsluttet et offentligt wi-fi-netværk giver andre mulighed for at få adgang til din pc. De kan også få adgang til data, du ikke sender over internettet,' udtaler sikkerhedsekspert Ulf Munkedal fra sikkerhedsfirmaet FortConsult.
Hvis du arbejder på en pc med fortrolige oplysninger, er det en god regel at kun logge på et trådløst netværk, når det er nødvendigt, anbefaler Ulf Munkedal.
„Det lyder måske banalt, men mange pc'er tilslutter sig automatisk trådløse netværk, uden der er behov for det. Derfor foreslår jeg, at du deaktiverer denne automatiske funktion og kun tilslutter dig trådløse netværk, når det er absolut nødvendigt,' siger han.
Dog er der situationer, hvor internettilslutning er nødvendig. I disse tilfælde anbefaler Ulf Munkedal at aktivere firewallen i dit operativsystem.
Hvis du bruger Windows 7, aktiveres firewallen ved at gå ind i kontrolpanelet, vælge Windows Firewall og klikke på "Aktiver eller deaktiver Windows Firewall". Derefter skal du klikke på "Aktiver Windows Firewall".
Hvis du bruger den seneste version af Mac OS (version 10.6), finder du indstillingerne under systemindstillinger, hvor du vælger "Sikkerhed". Klik på hængelåsen i venstre hjørne, og tryk derefter på knappen "Start".
2. Hold dig til kendte forbindelser
Når du bruger et offentligt tilgængeligt netværk, er der ingen garanti for sikkerheden.
Men generelt er du sikrere, hvis du kun bruger trådløse adgangspunkter, hvor du kender ejeren, mener Ulf Munkedal.
„Hvis du eksempelvis bruger et trådløst netværk på et bibliotek, er der en rimelig sikkerhed for, at netværket er legitim. Men desværre ses eksempler på, at folk opretter trådløse netværk med henblik på at skade andre,' udtaler han.
Der findes eksempler på, hvor it-kriminelle lokker brugere i fælder med åbne trådløse netværk, der bruges til at stjæle adgangskoder og andre fortrolige oplysninger fra brugerne.
Sådan skaber du en sikker forbindelse
3. Besøg kun sider med HTTPS
Takket være brugervenlige hacker-værktøjer som eksempelvis Firesheep, et plugin til den populære internetbrowser Firefox, kan selv amatørhackere i dag få adgang til dine ukrypterede data på et offentligt hotspot.
Derfor skal du sørge for at adressen i din browser starter med "https" i stedet for "http" når du er logget på et offentligt wi-fi-netværk. "https" står for sikker, og alle de data, du udveksler, er krypteret, når du bruger "https".
„Du bør undgå at besøge sider, der kræver fortrolige oplysninger, medmindre der benyttes HTTPS,' påpeger Ulf Munkedal.
4. Anvend en VPN-forbindelse
Hvis din virksomhed tilbyder en VPN-forbindelse, skal du naturligvis benytte den, når du kobler op på et trådløst netværk.
VPN står for "virtual private network", og en VPN-forbindelse krypterer dine data og sikrer en sikker forbindelse fra din computer på det trådløse netværk til din virksomheds servere.
Når dine data når virksomhedens servere, dekrypteres de og videreføres på internettet via virksomhedens internetforbindelse.
„Store og mellemstore virksomheder har typisk VPN-klienter, så brug VPN når du bruger et trådløst netværk,' siger Ulf Munkedal.
VPN er dog mindre udbredt i mindre virksomheder. Hvis en VPN-forbindelse ikke er tilgængelig, kan du i stedet downloade det gratis program Hotspot Shield. Med Hotspot Shield oprettes en sikker VPN-forbindelse mellem din computer og Hotspot Shield servere, hvor dine data videreføres på internettet.
5. Opret dit eget hotspot
Mange smartphones kan i dag fungere som et wi-fi-hotspot.
Dette kan være strømkrævende, men er en god mulighed, hvis du har god batterikapacitet og et netværk med god dækning.
Fordelen ved at bruge din telefon som wi-fi-hotspot er, at du kender ejeren af netværket, og adgangen er passwordbeskyttet.
Et mobilt 3G-modem er naturligvis også et sikkert alternativ.
„Det er faktisk min foretrukne løsning, når jeg er et offentligt sted,' udtaler Ulf Munkedal.
Læs også: Er det sikkert at arbejde over et åbent wi-fi-netværk?
Enhver strategi for applikationsmodernisering bør tage netværket med fra start
Modernisering af ældre on-premise-applikationer til cloud-løsninger er en topprioritet for virksomheder globalt.
27. maj 2025| Læs mere