Hvornår blev rødstrømpernes påståede mandehad aktuelt?

Et halvt århundrede tilbage, præcist den 2. april 1970, publicerede Information som det første medie en erklæring fra den kvindebevægelse, som alle fornemmede var i anmarch, men ingen vidste præcist hvem der stod bag, hvor det ville ske eller hvordan. Journalisten Lasse Ellegaard formåede at overbevise en af de tolv kvinder, der ellers havde aftalt at forholde sig tavse over for pressen, til at udtale sig. Det blev nu offentligt, at en aktion var planlagt til den 8. april. Hun kunne intet yderligere afsløre, udtalte hun, dog med den kryptiske tilføjelse: »Men hold et skarpt øje med Den Kongelige Livgarde!«.

På den efterfølgende søndag berettede Aktuelt, at de danske kvindeoprørere havde den amerikanske gruppe Society for Cutting Up Men (SCUM) som deres inspirator, hvilket førte til, at Livgarden måtte ruste sig til det allerværste - de risikerede trods alt at blive sønderlemmet til ukendelighed.

Veteraner fra Livgarden strømmede til fra samtlige dele af kongeriget for at samles omkring gardernes optog fra Rosenborg Barrerne til Amalienborg. Deres procession blev ledsaget af et forstærket politiopbud, hele journaliststanden og en sand hær af nysgerrige byboere. Angiveligt udviklede det sig til en sand folkeforlystelse.

På Kongens Nytorv spadserede en sagesløs kvinde, iført sine skarlagenrøde strømper, forbi og blev omgående eskorteret væk, med en betjent under hver arm. Garden marcherede derefter ind på Kongens Nytorv og stemte i med sangen »Her kommer Pippi Langstrømpe«.

Efter at de militære styrker havde bevæget sig ned ad Bredgade, sprang vi frem fra kælderen under Kunstakademiet. Vi var iklædt en karikeret udgave af datidens kvindemode: store parykker af akryl, kunstige øjenvipper, bh'er med balloner båret udenpå tøjet, netstrømper og generøse mængder sminke. Vi fremviste skilte med ironiske budskaber, der repræsenterede alt, hvad vi tog afstand fra, heriblandt: »Mandens favn - kvindens havn«, »Hvad var jeg uden min frisør?« samt »Køb dig glad!« På et udspændt banner stod der desuden »Søstersolidaritet!«.

Under demonstrationen distribuerede vi flyveblade, som informerede om vores intention om at gøre op med det kønsundertrykkende kapitalistiske samfund, og at alle interesserede var inviteret til et større møde den efterfølgende uge. Til lyden af jubel og råben ankom vi til Rådhuspladsen, hvor vores mandlige støtter stod klar med affaldssække. En efter en smed vi de forhadte symbolske kvindelige rekvisitter og rev det yderste lag af vores plakater af, så nye paroler blev synlige.

Herefter fremstod vi som den nye tids kvinder, udstyret med røde filthatte, der skulle symbolisere vores socialistiske overbevisning. På vejen tilbage råbte vi de mere opbyggelige paroler: »Vask kun din egen sok - nu har du sgu vasket nok!«, »Fri abort nu!« og »Køb mini og maxi og hele molevitten - det er Strecker og Nørgaard, der stryger profitten!«.

Gentagne gange genlød proklamationerne: »Søstersolidaritet, søstersolidaritet!« og »Nul magt til mændene, nul magt til kvinderne, al magt til folket!« Og med stor styrke og frekvens bekendtgjorde vi: »Det er ikke nogen bøn - kvinder kræver ligeløn«.

Vi begav os derefter til Tuborg, idet dagholdet var på vej hjem, og tilføjede et tordnende »Det er din daler, det drejer sig om«. Nogle af de forbipasserende kvinder stoppede op og forklarede os, at ligelønnen nok ville rykke et skridt tættere på ved den kommende overenskomstforhandling, men at alt naturligvis tager sin tid. Andre mente derimod, at vi hellere burde fokusere på vores studier og os selv.

Gennem hele denne dag var vi genstand for omfattende mediedækning, og vi var noget overraskede over, at det var en så omfattende hændelse. Vi havde jo blot klædt os spektakulært på og skanderede voldsomt. Ikke desto mindre blev budskabet spredt, og to hundrede deltagere mødte op til det stiftende møde, hvor tretten arbejdsgrupper blev etableret og et opfølgende møde arrangeret.

Uventet modstand

Herefter accelererede udviklingen hurtigt. Kvindekampen blev drøftet på tværs af samfundet, og diskussionerne indledtes ofte med formuleringen 'Nu er jeg ikke rødstrømpe, men …', hvorefter der fulgte en strøm af ophobet frustration over de uligheder, som enhver kvinde var bekendt med, men som visse individer anså for uundgåelige, da tingene nu engang var, som de var.

For mit vedkommende var denne aktion påfaldende lig andre engagementer, jeg tidligere havde deltaget i. Det mindede om min øvrige involvering i kampen mod professorvældet, Vietnamkrigen, imperialismen og for en mere retfærdig distribution af indflydelse og ressourcer. Vores formål var en demokratisk ekspansion, som enhver rationel person burde støtte. Kvinder repræsenterer trods alt halvdelen af befolkningen.

For at være helt oprigtig, så havde jeg den overbevisning, at de progressive, frihedsstræbende mænd, som jeg kendte, ville bifalde og se frem til at få mere ligeværdige partnere, der ikke ville være en byrde eller et hængsel for dem.

Jeg havde på intet tidspunkt forudset den opposition, vi stod overfor. Havde jeg blot forudset det, havde min dristighed eventuelt forladt mig. Var der tale om en fejltolkning? Havde vi ikke kommunikeret med tilstrækkelig klarhed, at vores kamp var for alle menneskers emancipation, inklusive mændenes? Så de kunne frigøre sig fra den udmattende maskuline kønsrolle som imponerende, robust og uden at vise følelser.

Absolut ikke, de var langtfra begejstrede.

Vores medlemsregister blev bortført fra Huset i Magstræde af en af de misfornøjede mandspersoner, der anså sig selv for ignoreret. Det blev gradvist vanskeligere at omgås de tidligere allierede, der vedholdende fremhævede, hvordan vi var på vildspor, undergravede den fælles sag og burde forene os imod den egentlige modstander - kapitalismen. Enighed indebar altså for vores del at indstille aktiviteterne.

Vi erfarede spot, foragt, raseri, vredesudbrud og senere korporlig overlast. Dette var mest udtalt på Christianshavn, hvor vi havde indtaget Prinsessegade 7 som nyt kvindehus. De ønskede blot vores fordrivelse, både det traditionelle arbejderklassemiljø og det nye alternative Christianiamiljø. Der blev kastet kampesten ind gennem ruderne, fremvist skydevåben og fremsat trusler om vold.

Havde de fejltolket vores intentioner? Ikke det mindste. Dette er jeg i stand til at erkende i dag. De havde erkendt vores intentioner langt klarere end vi selv gjorde. Vi ønskede at opnå en andel af indflydelse, anerkendelse og økonomiske ressourcer. Vi ville reelt fratage dem noget, og dette ville de ikke afstå. Ingen har nogensinde frivilligt afgivet deres forrettigheder. De må tilegnes, vindes, udtvinges - det kan ej opnås på alternativ manér.

Vi sejrede i kampen for retten til abort. Med ligelønnen har vi stadig en lang vej endnu at tilbagelægge. Siden Anders Fogh ophævede forpligtelsen til at fremlægge kønsdifferentierede indkomstdata for mindre og mellemstore virksomheder, har det været vanskeligt at fremskaffe præcise oplysninger. Situationen er næppe forbedret i dag, sammenlignet med de seneste lange tider: Kvinder indkasserer tolv et halvt procent mindre end mænd. Anvender vi et livstidsperspektiv på løn, er discrepansen betydeligt forøget, og en objektiv forklaring eksisterer ikke.

Det 'vovede' mandlige perspektiv

Hvad var Informations betydning i denne strid? I mine øjne er den ikke rosende. Avisen har vedholdende fastholdt det 'vovede' mandlige perspektiv. Den har haft udfordringer med at erkende og anerkende kvinders kreative virke og kamp for ligestilling og fungeret som platform for knægte, der frit kunne give udtryk for deres misogyni. Ved flere lejligheder har mine veninder og jeg byttet om på kønsperspektivet i artiklerne, og der afdækkes en arrogance og en kønsmæssig aversion, som vi aldrig havde kunnet udvise.

Ikke desto mindre har jeg fortsat med at være abonnent. Dette skyldes muligvis, at mine forventninger til denne publikation var større, og at der dog var væsentligt indhold, for eksempel om udviklingslandene. De øvrige aviser var heller ikke mere fordelagtige.

Nuværende tidspunkt bidrager Information, med blandt andet en række af artikler om drab, til at afsløre den systemiske vold. Dette fortjener anerkendelse, så er der trods alt udvist fremskridt.

Indtil for nogle år tilbage var voldtægt udelukkende et diskussionsemne i feministiske miljøer, og drabssager samt diverse former for overgreb mod kvinder blev i det brede samfund betragtet som uheldige enkeltstående hændelser. At over 50 procent af alle mord på kvinder udføres af partneren eller en tidligere samlever, er fortsat uoplyst for de fleste. Volden ligger gemt bag hjemmets fire vægge, og det er udfordrende for udsatte kvinder at opnå sikkerhed gennem overfaldsalarmer og retslige forbud mod de voldelige mænd.

Hvis Information fortsat agerer således, resultere det muligvis i, at forkæmpere for kvinders rettigheder atter vil finde et tilholdssted her i avisen. At vi eventuelt endelig kunne forenes mod kønsdiskriminationen.

Forfatteren Vibeke Vasbo