Hvornår blev USA et demokrati

Identifikation

Den amerikanske forfatning repræsenterede et banebrydende fremskridt og en afgørende inspirationskilde for europæiske forfatninger i løbet af det 19. århundrede. Den opstod, da de 13 britiske kolonier i Nordamerika rev sig løs gennem den amerikanske revolution og uafhængighedskrig (1775-1783). Efterfølgende blev Amerikas Forenede Stater etableret med en fælles grundlov (fra 1787) samt en rettighedserklæring (Bill of Rights fra 1791).

Benjamin Franklin (th.), John Adams (i centrum) og Thomas Jefferson drøfter udformningen af Uafhængighedserklæringen.

Op gennem 1700-tallet blev de nordamerikanske kolonister successivt mere utilfredse med at blive styret fra Storbritannien. De var af den opfattelse, at Storbritanniens kong Georg III (som regerede 1760-1820) agerede som en tyran, der egenmægtigt indførte nye og forhøjede skatter, og som på flere områder krænkede de rettigheder, som englænderne var sikret via Magna Carta (fra 1215) og Bill of Rights (fra 1689).

I 1775 indledtes en proces med løsrivelse, og man sammenkaldte en "Kontinental Kongres" i Philadelphia, der den 4. juli 1776 proklamerede de nordamerikanske kolonier som selvstændige og uafhængige. Den erklæring, som kongressen vedtog, var udarbejdet af et mindre udvalg, hvor sekretæren var den unge politiske tænker Thomas Jefferson (1743-1826). Erklæringens formulering om, at det er selvindlysende sandheder, at alle mennesker er født med "visse umistelige rettigheder", og at disse primært er "liv, frihed og stræben efter lykke", udviklede sig til et nærmest poetisk symbol, som store dele af verden anerkendte.

Erklæringen markerede starten på en længerevarende uafhængighedskrig. Ikke desto mindre var det én ting at opnå uafhængighed - noget helt andet var, hvordan det politiske system skulle organiseres. I 1787 vedtog en grundlovgivende forsamling et forfatningsudkast, der efterfølgende blev fremsendt til ratifikation blandt de forskellige delstater. I denne forbindelse udfoldede der sig en omfattende politisk debat i USA, og blandt de førende fortalere, der argumenterede for forfatningsudkastets fortræffeligheder, var John Jay, Alexander Hamilton (ca. 1755-1804) og den senere præsident James Madison (1751-1836) - samlet set forfatterne bag den række pamfletter, der er kendt under betegnelsen The Federalist Papers.

Madison betragtede forfatningen som et konkret forsøg på at adressere et fundamentalt problem: På den ene side skulle forbundsstaten besidde tilstrækkelig styrke til at garantere fred mellem delstaterne samt i forhold til eksterne fjender; på den anden side måtte den ikke på tyrannisk vis kunne anvendes til at tilsidesætte borgernes frihedsrettigheder: Et demokratisk flertal, der var i stand til at handle efter forgodtbefindende (flertalstyranni), ville ikke være mindre uheldigt end en konges tyranni.

Derfor ønskede Madison at distribuere den politiske magt så bredt som muligt: Mellem en lovgivende magt (en kongres bestående af to kamre, der er valgt på forskellig vis, men som skal være enige for at kunne vedtage lovgivning), en udøvende magt (en præsident med omfattende bemyndigelser og vetoret) og en dømmende magt (med autoritet til at tilsidesætte lovgivning). Parallelt hermed skulle den føderale magt kun besidde de beføjelser, der eksplicit var tildelt den. Madison forfattede et udkast til et forfatningstillæg (den såkaldte Bill of Rights, der trådte i kraft i 1791), som specificerer alle de forhold, som statsmagten skal respektere i relation til borgerne. Dette tillæg skulle blandt andet sikre religionsfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed (artikel 1), retten til at bære våben (artikel 2), diverse retssikkerhedsgarantier samt beskyttelse af privat ejendomsret (artikel 4, 5, 6 og 7), beskyttelse mod "grusomme og usædvanlige straffe" (artikel 8) osv.

Begrundelse

Den amerikanske revolution og forfatning var skelsættende, da det udgjorde den første forekomst i den vestlige verdens historie, hvor individer med udgangspunkt i et klart og fælles menneske- og samfundssyn satte sig for at konstruere en statsforfatning fra bunden; en forfatning, der tog sit afsæt i den liberaldemokratiske forståelse af, at mennesker er i besiddelse af fundamentale, ukrænkelige rettigheder, at magten bør være delt, og at magthaverne skal være underlagt demokratiske valg. På denne måde fremstod USA konstitutionelt som et unikt eksperiment, der via indflydelse på Frankrig og Storbritannien opnåede en naturlig status som det demokrati, andre søgte inspiration fra.

Fra indledningen til USA's forfatning (fra 1787).

"Den mest effektive garanti mod en gradvis koncentration af de forskellige magtinstanser ét sted består i at give dem, der varetager den enkelte instans, de nødvendige forfatningsmæssige værktøjer og personlige incitamenter til at modstå andres magtovertagelse (...) Det kan afspejle menneskets natur, at sådanne redskaber er nødvendige for at holde statsmagtens misbrug i skak. Men hvad er staten i virkeligheden andet end det tydeligste spejlbillede af menneskets natur? Hvis mennesker var engle, ville en stat være overflødig. Hvis engle regerede over mennesker, ville hverken ydre eller indre restriktioner være påkrævet. Ved etableringen af en statsmagt, hvor mennesker skal regere over mennesker, består den største udfordring i følgende: Staten skal først sættes i stand til at kontrollere de regerede og dernæst forpligtes til at kontrollere sig selv. At basere den på folket er utvivlsomt den mest markante begrænsning af statsmagten, men erfaringen har belært menneskeheden om nødvendigheden af supplerende foranstaltninger".

JAMES MADISON I THE FEDERALIST PAPERS, NR. 51