Nyplatonisme: Tidsmæssigt Omfang

Nyplatonismen udgør den filosofiske retning, der nærmest udelukkende dominerede senantikken, groft sagt fra omtrent det 3. århundrede. Denne tankestrømning byggede videre på flere aspekter af den såkaldte midterplatonisme (fra omkring år 0 til cirka det 2. århundrede e.Kr.) og nypythagoræismen; desuden inkorporerede den elementer fra både aristotelismen og stoicismen, men uomtvisteligt forblev Platon selve den urokkelige autoritet.

Faktaboks

Også kendt som: neoplatonisme

Det var specifikt Platons metafysiske tanker, og ikke eksempelvis sokratisk uvidenhed eller hans politiske filosofi, der primært inspirerede nyplatonikerne. Essensen af platonismen opfattede de især i dialogerne Parmenides (som de fortolkede metafysisk) og Timaios (hvor den fysiske verden betragtes som en afspejling af den intelligible verden).

Grundlæggende Principper i Nyplatonismen

Nyplatonismens fundamentale synspunkt er, at den sande virkelighed er transcendent, altså immateriel og overindividuel. Baseret på Platons ideer udviklede de et hierarkisk metafysisk system, der blev formuleret mest klart, simpelt og indflydelsesrigt af nyplatonismens førende talsmand, Plotin. Helt øverst finder man det ultimative princip (den første hypostase): Det Ene, som er kilden til alt eksisterende og al erkendelse, men som samtidig befinder sig hinsides både væren og selve erkendelsen.

Denne primære hypostase afbildes via en form for udstrømning (emaneret) i den anden hypostase, ånden eller fornuften (på græsk nus), som er foreningen af erkendelse og de intelligible objekter. Denne anden hypostase afspejles derefter i sjælen - enten verdenssjælen eller de enkelte sjæle, som styrer og former materien. Mennesket anses for at være en integreret del af den åndelige verden og har således potentialet til at identificere sig med de højere, overindividuelle hypostaser; i Platons egne ord, "at blive Gud lig".

Nyplatonismen efter Plotins Levetid

Plotins filosofiske system blev videreført af hans discipel Porfyrios (omtrent det 3. århundrede). Jamblichos (ca. 250-330) udarbejdede derimod et yderst komplekst metafysisk system, som vi primært kender til gennem Proklos (412-485).

I den sene kejsertid eksisterede en nyplatonisk skole i Athen, indtil kejser Justinian påbød lukningen af Akademiet i år 529, mens en anden skole i Alexandria fortsatte indtil arabernes erobring. Nyplatonismen efter Plotin kendetegnes blandt andet ved en omfattende kommenteringspraksis af både Platons og Aristoteles' værker.

Arven fra Nyplatonismen

Nyplatonismen har haft en markant indflydelse på efterfølgende filosofiske bevægelser. I den vestlige, latinsksprogede verden repræsenterer Augustin en central figur i overførslen af nyplatoniske ideer til et kristent tankesæt, hvilket prægede den tidlige middelalder; i øst fik især Pseudo-Dionysios Areopagitten stor betydning.

Fra senmiddelalderen kan vi fremhæve Nicolaus Cusanus. Renæssanceplatonismen (med figurer som Marsilio Ficino og Pico della Mirandola) var i overvejende grad præget af nyplatonisk inspiration. Direkte eller indirekte strækker denne påvirkning sig videre, for eksempel til Cambridgeplatonikerne i det 17. århundrede og til romantikkens filosofi og litteratur.

Yderligere Læsning i Lex

Skrevet af:
Artiklen indeholder tekst fra:
Senest ændret:: , se alle ændringer

begrænset anvendelse.

Ønsker du at citere denne artikel? Kopier venligst denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Johansen, Karsten Friis: nyplatonisme i Lex på Hentet fra