Hvad sker der ved en agglutination

Det først beskrevne og biologisk vigtigste blodtypesystem er AB0-systemet (A-B-nul). Alle individer har en af fire AB0-typer: A, B, AB eller 0, hvor alle individer arver deres blodtype efter følgende system: A og B dominerer over 0, som er et muteret A-gen, og derfor ikke kan danne A-egenskaber på cellerne. Arver man for eksempel A fra den ene forælder og 0 fra den anden, får man blodtype A, men kan videregive både A og 0 til sine børn. Arver man A fra en og B fra en anden af sine forældre, får man blodtype AB. Der findes en række arvelige varianter af A (A1, A2, A3, Ax mfl.).

Blodplasmaet indeholder antistoffer, der er rettet imod de A- og B-egenskaber, som man ikke selv har. En person af blodtype A har således anti-B i sit plasma, blodtype B har anti-A, blodtype 0 har både anti-A og anti-B, mens AB-personer ikke har AB0-antistoffer. Antistoffernes tilstedeværelse medfører, at man ikke frit kan blande blod af forskellige AB0-typer. Blander man for eksempel A- og B-blod, vil AB0-antistofferne få blodlegemerne til at klumpe sammen (agglutinere); man anvender udtrykket, at A- og B-blod er uforeneligt. Hvis fx A-blod gives til en patient af type B eller 0, vil agglutinationen af blodlegemerne i dennes blodkar fremkalde alvorlige, ofte dødeligt forløbende reaktioner.

AB0-antigener findes ikke blot på røde blodlegemer, men på alle celler i kroppen. AB0-typen har derfor også stor praktisk betydning ved organtransplantation.

I Danmark er 44 % af befolkningen A, 42 % 0, 10 % B og 4 % AB. Typefordelingen varierer fra den ene befolkning til den anden. I England er 0 og A lige hyppige. Mod øst gennem Centraleuropa og Asien bliver 0 sjældnere, og B og AB hyppigere.

Den østrigsk-amerikanske læge Karl Landsteiner modtog i 1930 Nobelprisen for sin forskning i blodtypesystemer. Han opstillede AB0-systemet og identificerede systemets typer. I 1941 beskrev han rhesus-systemet.

Rhesus-blodtype (Rh) nedarves uafhængigt af AB0-typen. I den danske befolkning er 85 % Rh-positive, 15 % Rh-negative. Betegnelsen stammer fra navnet på abearten Macacus rhesus, der blev brugt som forsøgsdyr i de undersøgelser, som bidrog til systemets opdagelse i 1940. Rh-egenskaben findes kun på de røde blodlegemer og skyldes nedarvning af et gen (RhD-genet), som man får fra den ene eller begge forældre. Arver man ikke et RhD-gen, bliver man Rh-negativ. Da Rh-typen kun findes på de røde blodlegemer, har den betydning ved blodtransfusion, men ikke ved transplantation af organer. Rh-negative kvinder, der er gravide med Rh-positive fostre, kan danne Rh-antistof, se blodsygdomme.

Bestemmelse af blodtype udføres i princippet på samme måde for alle blodtypesystemer: I laboratoriet blandes de blodlegemer, som man ønsker at typebestemme, med blodserum, som indeholder kendt antistof. Hvis der indtræder agglutination, er det blodtype-antigen til stede, som svarer til antistoffet. Ikke alle antistoffer kan umiddelbart fremkalde agglutination, men teknikken kan forfines med forskellige hjælpereagenser (enzymer, Coombs' reagens).

Skrevet af:

Artiklen indeholder tekst fra:

Senest ændret:

, se alle ændringer

Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Sørensen, Henning: blodtyper i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/blodtyper