Kan mennesker bevæge sig i løbetid

Før jeg opdagede det, blev det tydeligt i løbet af foråret: Vi lever i en accelereret periode! Først dukkede jeg op på Facebook, hvor der vrimler med indberetninger om succesfulde halv- og helmaratoner, morgenture og motionsløb, alt sammen gerne ledsaget af præcise detaljer om ruter og tidsforbrug.

Derefter flyttede vi ind i et nybygget boligområde med lave beplantninger, hvilket gradvist gjorde det uundgåeligt at ignorere virkeligheden: Den ene motionist efter den anden sprinter hurtigt forbi. Selvfølgelig findes der også de mere rolige individer: joggere, stavgængere og et par enkelte, der stadig slentrer fredeligt fremad.

LÆS OGSÅ: Twitter-beskeder om død bryder tabu

Dog er størstedelen i løb, og en betydelig del af dem bliver observeret dagligt. Og mens jeg sidder i lænestolen, begynder spørgsmålene at melde sig: Hvorfor al denne løben? Hvorfor bevæger så mange mennesker sig så meget?

Et sandsynligt svar kunne være, at de jager noget, muligvis et længere liv. Og selvom man kan undre sig over, om den tid, man dedikerer til at opnå et udvidet levetid, ikke ofte udligner den tid, selve livet potentielt forlænges med, er det vel en positiv aspiration: Vi ønsker alle at ældes i god trivsel og ønsker at forblive i live længe nok til, at børnebørn og oldebørn en dag vil være samlet omkring os!

Men der er mere i dette, fornemmer jeg. Et betydeligt antal personer rapporterer, at de opnår en tilfredsstillende samvittighed, når de løber, eller rettere: når de har afsluttet deres løbetur.

Det indebærer dog også, at de føler en markant skyldfølelse, når de ikke har nået deres planlagte træningspas. Og hvis man dertil har forkælet sig selv med usunde fødevarer, ja, så kan man endda høre udtryk som "jeg har begået en synd". Ikke over for Gud og medmennesker, men over for mig selv.

Og selvom Gud angiveligt kan være en streng dommer, er dette ubetydeligt i sammenligning med ens egen dømmekraft: Der er i hvert fald sjældent tilgivelse for denne type overtrædelser. Der skal ske en afsoning, det forseede skal løbes væk, arbejdes væk.

Ellers truer mere alvorlige sanktioner i horisonten: sygdom og død, som nu ikke længere kan tilskrives en urimelig Gud eller en vilkårlig skæbne, men som hyppigt skyldes den usunde person selv. Det mener mange syge. På denne måde udgør vores tid, denne løbe-periode, en udfordrende æra, en æra uden megen barmhjertighed.

Kort efter vores indflytning i det nye hjem, sker der noget andet nyt: Vi abonnerer på et magasin ved navn "I form". Jeg er usikker på, hvor hensigtsmæssigt dette er, men det var heller ikke min idé!

For i netop det blad er der absolut ingen overbærenhed! Det er udelukkende fyldt med sunde kostplaner, træningsrutiner, de nyeste videnskabelige fund om krop og ernæring, som man bør følge, samt chefredaktørens personlige kommentarer, som ofte tager udgangspunkt i hendes og familiens ferier med en personlig instruktør i Californien.

Dit indtag af mad, din fysiske aktivitet, er bladets centrale budskab. Men der er noget, der ikke stemmer overens: Den trivsel, som man utvivlsomt ønsker at fremme, modarbejder bladet selv med sin idealiserede og ensidige fremstilling af et ideelt liv. For sensitive individer kan det være direkte stressprovokerende materiale. Og det er næppe sundt.

Men mest af alt forsøger vi måske at flygte fra noget. Som et supplement til at jage den gode samvittighed, flygter vi fra følelsen af utilstrækkelighed, løber for at undslippe fornemmelsen af ikke at have ydet tilstrækkeligt.

Hvis man lytter til tidens ånd, er det en meget udbredt følelse: at man skal gøre sig fortjent og præstere, før man kan tillade sig at nyde i alle aspekter. Ja, i bund og grund måske kvalificere sig til at have ret til at eksistere i tilværelsen.

I romanen "Den hårde frugt" af Tage Skou-Hansen stiller den ellers succesfulde læge Christian Borch udmattet mod slutningen af sit liv sig selv spørgsmålet: Hvorfor kan man ikke acceptere den iboende værdighed, som ethvert menneske er født med?

Den værdighed kan de færreste individer formodentlig leve med alene, men ingen kan undvære den konstant. Men den har særligt vanskelige kår i denne løbe-periode. Den overvintrer muligvis i kirken, hvor dåben symboliserer det stærkeste udtryk for den ære, et menneske er født med: den givne værdighed, kærligheden fra Gud og fra sine medmennesker.

Nu er der naturligvis også andre aspekter ved at bevæge sig end at jage noget eller flygte fra noget. Mange oplever faktisk en positiv virkning efter - ja, især efter et løb; andre begynder med tiden at finde glæde ved det. De reducerer stress, sover bedre og oplever endda en forbedring i humøret.

Derfor beslutter jeg mig for at rejse mig fra lænestolen til sommer for selv at forsøge at løbe. Det går dog ikke alt for godt: Efter få hundrede meter rammer jeg den barriere, som maratonløbere typisk støder på, når de har tilbagelagt 30 kilometer. Og blot få hundrede meter længere fremme ad stisystemet må jeg skifte til gang.

Efterhånden udvikler der sig dog en form for rytme: Hver gang jeg er skjult af træer og buske, går jeg, mens jeg forsøger at løbe, når jeg kan observeres fra beboelser og vejbanen. Man er jo blot et menneske!

Men jeg anvender mine ressourcer meget omhyggeligt, så jeg har lidt energi tilbage, da jeg nærmer mig vores bopæl, hvor kvinderne og børnene forventningsfuldt afventer faderens afslutningsspurt eller hvad man nu kunne kalde den serie af afbrudte fald, jeg afslutter turen med.

Inde i carporten forsøger jeg forgæves at smile, mens jeg holder fast i bilen og undertrykker en stærk trang til at kaste op. Senere beregner jeg, at jeg har tilbagelagt en distance, der svarer til mindre end ti procent af et maraton. På den anden side har jeg engang hørt, at den første, der gennemførte et maraton, faktisk døde af det. Det giver dog en vis trøst.

Men apropos den endelige udgang: Vi løber vel netop også af og til fra den barske realitet, at vi en dag skal ophøre med at eksistere. Som bekendt er det ikke muligt at flygte fra, men derfor kan man jo godt forsøge. I hvert fald forsøge at udskyde det en smule og som antydet søge et længere liv.

Men alligevel: En dag passerer man den sidste målstreg. Og hvis man ønsker at undgå at gøre sundhed til en form for religion, er det måske fornuftigt at erkende, at vi alle skylder Vorherre en død, at vi ikke kan styre tid og sted, og at vi ikke er almægtige, men blot mennesker.

Vi befinder os i en løbe-periode: Både i bogstavelig og i overført betydning fornemmer vi, at vi skal accelerere gennem livet, gøre os fortjent og være tilstrækkelige, men alligevel opnår vi det aldrig helt.

Måske ville deltagelse i gudstjenester - ja, netop det at gå! - afhjælpe dette: For selvom det i kirken handler om vores utilstrækkelighed, handler det endnu mere om, at vi alligevel er værdifulde, at vi er elskede på trods af vores fejl og mangler.

Og det handler i kirken om, at liv og velvære ikke udelukkende afhænger af mine (løbe)præstationer. Lykken opnås ikke ved succes, men ved det, vi oplever, sagde filosoffen K.E. Løgstrup engang. Begivenheder og mennesker, vi møder på vores vej. Hvis vi sætter tempoet for højt op, er der en risiko for at overse netop dette.