Kan man hedde skuffelse

Det er som sagt, at tiden tikker, og urene slår deres slag. Derfor er der også gået en betragtelig periode, siden jeg senest præsenterede et dilemma for jer! Stor anerkendelse til jer alle for fortsat at assistere både Cathrine, Cille og Anne med deres personlige problemstillinger! Det er utroligt givende at se jer engagere jer! Cilles seneste dilemma lød på: „Hvornår er det rette tidspunkt at meddele, at jeg venter barn?'. Efter jeres respons har Cille delt følgende opdatering med mig:

Hej Lillemor!

Mange tak! Jeg modtog adskillige værdifulde svar!

Jeg har besluttet at informere dem. Primært fordi jeg finder det forkert at meddele min far om graviditeten uden min kærestes viden - men det blev påpeget, at det er en hemmelighed, der skal FORBLIVE en hemmelighed, indtil jeg selv vælger at dele den! Dette gjorde jeg især, som en af jer nævnte, da det også er dem, jeg ønsker skal være informeret, hvis noget skulle gå galt.

Så tusind tak for al jeres bistand! Jeg ser frem til at følge de kommende dilemmaer.

Venlig hilsen Cille

Pernille har forelagt mig et dilemma, som hun søger jeres råd til! Jeg formoder, at mange af jer, der ligeledes har børn og er skilsmissebørn, kan bidrage med jeres tanker om, hvordan I omtaler jeres forældres respektive partnere? Læs med her:

Hej Lillemor!

Jeg har et spørgsmål til dig 🙂 Min kæreste og jeg fik vores første barn i oktober. Han er ligeledes det første barnebarn for både farmor og farfar, mormor og hendes nye mand, samt morfar og hans nye hustru. Nu til selve dilemmaet: Jeg har hidtil kun omtalt mine forældres partnere ved deres fornavne. Jeg anvender heller ikke betegnelser som sted-, pap- eller bonusmor/far. Jeg har et velfungerende og positivt forhold til dem. De er venlige, rare og involverede i baby A's liv, men de udfylder ingen forældreroller for mig. Jeg har én mor og én far, og derfor har baby A én mormor og én morfar. MEN! Jeg fornemmer en vis trang, måske endda en forventning, hos mormors og morfars nye partnere om at blive tiltalt på en bestemt måde. Muligvis en vis skuffelse over „blot' at blive navngivet, som de altid er blevet.

Det føles ikke naturligt for mig at skulle give dem en specifik titel. Det ville føles en smule påtaget at skulle vælge en titel for baby A's skyld. Og hvad skulle de da egentlig kaldes? Bedsteforældre?

Bør jeg „indvilge' i at give dem en titel for at gøre dem tilfredse - selvom det ikke føles helt autentisk for mig? Skal jeg lade baby A selv bestemme, når han en dag kan tale? Eller skal jeg fastholde den praksis, hvor jeg „altid' har brugt deres fornavne? Yderligere information: De er begge gift med henholdsvis min mor og far og har været i disse forhold i omkring 10 år.

Venlig hilsen Pernille. 

I virkeligheden er det jo en triviel lille ting - at adoptere et nyt kælenavn. Det kræver imidlertid, at Pernille lærer sin søn disse nye navne. Børn vil jo uundgåeligt efterligne deres forældres adfærd. Mine egne børn har en bedstefar, der har en Bodil. Altså ikke en „Bodil-pris'. Men en kvindelig bekendt. Eller „ven', som det vistnok kaldes, når man har rundet de 65 år. For os har dette altid været fuldstændig ligetil.

Kunne I ikke sende en kommentar med jeres personlige holdning eller jeres egne erfaringer Pernilles vej? Hvad er jeres anbefaling til hende?