Ældre kanin kan miste sin form
En kanin, der har løs afføring, slimet afføring eller mørk afføring, lider ikke nødvendigvis af diarré; dog kan kaninens fordøjelse afspejle meget om dens helbred og mulige sygdomme. Dyrlæge Mette Halck uddyber dette i denne podcast.
Protokoller, praktiske råd og professionel viden: Nyhedsbrev til dyrlæger
Professionel viden, protokoller og praktiske råd til dyrlæger, der ønsker faglig udvikling, uden at det går ud over familietiden eller tiden med patienterne.
Tilmeld dig her&8230;
Information: Pr. 1. april 2023 er Mette ikke længere tilknyttet AniCura København Dyrehospital.
Mette Halck er specialdyrlæge og har en mastergrad i eksotiske hobbydyr. Hun arbejder primært med eksotiske dyr, fx fugle, kaniner, marsvin og andre gnavere.
I denne podcast deler Mette sin tilgang til kaniner, der "går i stå", dvs. kaniner, som spiser mindre eller helt stopper med at spise. Mette fører os gennem hele forløbet, fra klientens opkald til optagelse af sygehistorie, udførelse af klinisk undersøgelse, behandling og eventuel indlæggelse.
Her er den samlede information fra Mette Halcks podcast om tilgangen til kaninsygdomme og hvad deres afføring afslører, præsenteret i en tabel:
| Kategori | Detaljer |
|---|---|
| Sygehistorie (Hx) | Spørg ind til kaninens generelle tilstand, fodersammensætning, og tag en grundig afføringsbeskrivelse. Store, lyse afføringskugler tyder på et højt fiberindtag; små, mørke kugler tyder på et lavt fiberindtag. |
| Klinisk undersøgelse (Klinisk US) | Start med at observere kaninen på afstand for at se efter tegn på stress eller sygdom. Følg op med en fysisk undersøgelse for at mærke kraniet, ryggen, mavetarmkanalen og andre relevante områder for specifikke tegn. |
| Parakliniske undersøgelser (Paraklinisk US) | Undersøgelse af afføringstype: normal afføring versus blindtarmslort. Normal afføring bør være lys, tør og rund med struktur, mens blindtarmslort er drueklase-lignende og slimede. Fejlernæring kan medføre unormal blindtarmslort, der fejlagtigt kan fortolkes som diarré. |
| Behandling (Tx) | Behandlingsstrategien omfatter rehydrering, opvarmning ved lav kropstemperatur, smertelindring med NSAID'er og opioider, prokinetika for at stimulere mavetarmkanalen, og hjælpemadning med fiberholdigt foder. Det vigtigste er at stabilisere kaninen, før der foretages yderligere diagnostiske eller kirurgiske indgreb. |
| Prognose (Px) | Prognosen afhænger af hurtig stabilisering af kaninen og behandlingen af de underliggende årsager. Korrekt håndtering og behandling kan ofte give en god prognose, men forsinket behandling eller forkert diagnose kan forværre tilstanden. |
| Opfølgning | Opfølgning bør omfatte overvågning af afføring og generel sundhed. Det er vigtigt at sikre, at kosten justeres korrekt, og at kaninen får et stabilt fiberindtag. Opfølgning hos dyrlægen kan være nødvendig for at vurdere den langsigtede effekt af behandlingen og justere behandlingsplanen efter behov. |
Kaniner reagerer ens uanset årsag
Kaniner, der er syge, har en tendens til at reagere på én måde: enten stopper de helt med at spise, eller også spiser de selektivt i en periode, hvorefter de holder op med at spise. Tidsperioden kan variere meget - nogle gange sniger det sig ind på dem, og andre gange sker det meget pludseligt, siger Mette.
Uanset årsagen er det livsvigtigt at kunne stabilisere kaniner, der er stoppet med at spise - selv hvis du ikke kan behandle det underliggende problem. For hvis de ikke bliver stabiliseret, kommer de aldrig til den dyrlæge, der faktisk kan behandle det underliggende problem.
Korrekt fodring kan forhindre mange sygdomme
Det centrale punkt i kaninens fordøjelse er fibre, som stimulerer mavetarmkanalen og dens peristaltik.
Den korrekte kaninkost bør efterligne det, som kaninen spiser i naturen. Det vil sige forskellige græssorter, ukrudtsplanter, bark, grene, blade og buske og i mindre grad bær og frugt. Den fiberrige kost giver en lang tyggetid, som sikrer langvarig kontakt mellem tænderne. Dette er med til at sikre tilstrækkelig slibning af tænderne.
Kaniners tænder vokser hele livet, og derfor er korrekt fodring meget vigtigt. Kindtænderne vokser cirka to til tre millimeter om måneden, og fortænderne vokser cirka to til tre millimeter om ugen.
Korrekt fodring af kaniner:
- Hø (urte-/enggræshø eller enggræs) skal være den primære fødekilde og bør udgøre omkring 85 % af kaninens daglige indtag. Kaninen skal have fri adgang til hø (ad libitum). Tilbyd gerne flere forskellige typer hø, da næringsstof- og vitaminindholdet kan variere.
- Bladgrønt (græs, mælkebøtter, spiseligt ukrudt, krydderurter, skvalderkål, bladselleri, grønkål, spidskål, mørkegrønne salater osv.) bør udgøre ca. 10 % af det daglige indtag, svarende til cirka en deciliter blandet pr. kilo pr. døgn. Frugt og rodfrugter bør kun gives som godbidder.
- Tørfoder (komplette foderpiller) bør udgøre ca. 5 % af kaninens daglige indtag, svarende til en til to spiseskefulde pr. kilo pr. døgn. Undgå blandet tørfoder som fx müsli, da kaninerne vil sortere i blandingen og dermed mangle visse vitaminer og mineraler.
Der findes to typer kaninafføring: Blindtarmslort og normal afføring
Normal afføring
Mette forklarer, at store, uopløselige fibre passerer mere eller mindre ufordøjet gennem kaninernes mavetarmkanal, hvilket resulterer i den karakteristiske normale, lyse, tørre, runde kaninafføring med masser af struktur. Mette fortæller, at det er de ufordøjelige fibre, der stimulerer peristaltikken - og jo flere ufordøjelige fibre, kaninen indtager, desto mere aktivitet i maven.
Blindtarmslort
Små, fordøjelige fibre samles i tyktarmen og "fanges" i udposninger (haustra). Herfra sendes de periodisk tilbage til blindtarmen (caecum), hvor mikroorganismer nedbryder de små, fordøjelige fibre. Denne form for fordøjelse resulterer i vindrueklase-lignende, klistrede/slimede, ildelugtende, små klumper af afføring, kaldet blindtarmslort.
Blindtarmslorten indeholder både protein, B-vitamin, K-vitamin osv., som optages, når kaninen spiser blindtarmslorten igen. De næringsstoffer, der blev nedbrudt i blindtarmen ved første passage, kan nu optages i tyndtarmen.
Mette forklarer, at kaniner i naturen spiser blindtarmslorten nede i deres huler og gange. Det er usædvanligt at finde blindtarmslort, og det er derfor et tegn på, at der er et problem.
Hvis kaninen får for mange fordøjelige fibre (for stort indtag af foderpiller eller müsli), produceres der flere blindtarmslorte, end kaninen kan spise. Og så finder man blindtarmslorten i buret, i toiletbakken eller i pelsen/under halen. Blindtarmslort, der ikke er blevet spist af kaninen, kan fejlagtigt tolkes som diarré af ejeren.
Andre årsager til ophobning af blindtarmslort kan være tandproblemer eller vanskeligheder med pelspleje på grund af pladsmangel, overvægt, rygsmerter osv.
Basic Exotics for dyrlæger, VSP'er og andre interesserede
1. Klienten ringer - hvad er vigtigt at spørge om?
Når klienter ringer til AniCura Københavns Dyrehospital og fortæller, at de har en syg kanin, spørger sygeplejersken ind til, hvorfor de ringer, hvordan kaninen har det, og så beder de ejeren om at medbringe afføring. Mette forklarer, at afføringen er en god indikator for, hvordan kaninen har det, og om den bliver fodret korrekt.
Hvis ejeren kommer med store, gyldne, fiberholdige, lyse afføringskugler, indikerer det et højt fiberindtag.
Hvis ejeren derimod kommer ind med små, mørke, knoldede afføringskugler, får kaninen for få fibre. Det kan skyldes, at kaninen er "gået i stå", eller at den bliver fodret forkert.
2. Kaninen ankommer til klinikken
Kaniner er byttedyr, og det kan være meget stressende for kaniner at dele venteværelse med hunde og katte. Derfor er det en god idé at holde kaninerne adskilt fra andre dyr i venteværelset.
Hvis det ikke er muligt, kan man eventuelt placere kaninen i et ledigt konsultationsrum eller lade den vente i bilen.
Ved ankomst modtager ejeren et skema, som han/hun udfylder i venteværelset. Skemaet omfatter bl.a. signalement (neutralisationsstatus, alder, race), pasning (inde-/udekanin), fodring (piller, grønt, müsli, græs, hø, mængde, type, indtag) osv.
3. Optagelse af en kanin-sygehistorie
Mette fortæller, at langt de fleste sygdomstilfælde hos kaniner skyldes suboptimal fodring og pasning. Ved hurtigt at gennemgå det udfyldte skema kan hun hurtigt og nemt identificere en række problematikker.
Dette sparer tid i konsultationen, som generelt tager længere tid end konsultationer for fx hunde og katte, fordi der er mange ting, man skal spørge om. Det udfyldte skema scannes efterfølgende ind i journalen.
Mette spørger også ind til, hvor længe problemet har stået på, hvornår ejeren sidst har set kaninen spise, hvad den spiste, og hvor gammel den medbragte afføring er.
4. Inspektion af kaninen på afstand
Mette starter med at lægge et håndklæde over transportkassen og observere den "med et halvt øje" inde i kassen uden at røre ved kaninen.
Mette forklarer, at kaniner er byttedyr og derfor ikke viser svaghed. Det er en adfærd/instinkt, der er dybt forankret i kaninerne. Og når de bliver lukket ind i en kasse, lige har kørt i bil og eventuelt siddet i et venteværelse med rovdyr, er alarmberedskabet på sit højeste.
En kanin, der sidder inde i kassen og er opmærksom på sine omgivelser med ørerne oppe, kan enten være døende eller have det fint. Hvis kaninen derimod er apatisk og ligeglad med sine omgivelser, er det en sikker indikation på, at kaninen er meget syg!
5. Den kliniske undersøgelse trin for trin
Mange dyrlæger er lidt tilbageholdende, når det ikke drejer sig om hunde og katte, men Mette siger, at den kliniske undersøgelse af kaniner og andre eksotiske dyr stort set er den samme som hos andre kæledyr.
Gå ikke i panik, men tag det roligt og start den kliniske undersøgelse systematisk, ligesom du ville gøre med fx en hund eller kat.
Der er mange racespecifikke ting, du ikke behøver at vide noget om. Men så længe du kan udføre en klinisk undersøgelse og rapportere, hvad du har fundet, kan du nemt spørge en kollega om hjælp, siger Mette.
Det er en god idé at sørge for et skridsikkert underlag og eventuelt spørge ejeren, hvordan kaninen er at håndtere. Nogle kaniner hopper rundt, mens andre er søde og lette at håndtere. Hvis kaninen er meget livlig, stresset eller svær at håndtere, sætter Mette sig på gulvet med kaninen, så der ikke er risiko for, at den falder ned fra bordet.
Stress påvirker mavetarmkanalen negativt, og hvis kaninen er meget stresset, kan du give midazolam 0,2-0,3 mg/kg IM, hvilket giver en mere afslappet kanin under den kliniske undersøgelse og eventuel indlæggelse.
Mettes kliniske undersøgelse af en kanin består af følgende:
Palpation af kraniet: Mange sygdomme viser sig som ændringer i kraniet: buler på underkæbens grene på grund af tandbylder, exophthalmus (udstående øjne) på grund af forvoksede tænder, og kaniner med hængeører kan få divertikler. Tjek desuden næseryggen for ændringer.
Palpation af ryggen: Vurder muskulatur og kropsvægt.
Palpation af mavetarmkanalen: Løft forparten lidt op, lad bagparten hvile på bordet eller gulvet, og tryk kaninens ryg ind mod din brystkasse. Hvis kaninen er nervøs, kan du lægge din hage på dens hoved.
- Maven er altid fyldt hos kaniner og skal føles som en "blød pose med modellervoks".
- Blindtarmen ligger i venstre side og skal være moderat fyldt.
- I den dorsale og caudale del af colon kan man mærke hårde kaninkugler.
Fund, der bør give anledning til bekymring:
- Udvidet mavesæk eller blindtarm
- Hårde strukturer, der ikke er kugler
- Smerter ved palpation
Palpation af blæren. Er den fyldt eller tom? En tom blære kan være et tegn på, at kaninen er dehydreret. Størstedelen af kaninens væskereserver findes i mavetarmkanalen, hvorfor den dehydrerer først. Derfor giver det ikke mening at tjekke slimhinder og hudens elasticitet, og man skal altid antage, at kaniner, der ikke spiser og ikke har afføring, er dehydrerede.
Palpation af livmoderen er vigtig hos intakte hunkaniner. Livmoderpatologi er ekstremt hyppig hos intakte hunkaniner over tre år.
Lymfeknuder er svære at palpere på kaniner.
Auskultér hjertet og lyt efter mislyde, og mål hjertefrekvensen. Det kan være meget svært at høre mislyde hos kaniner på grund af den høje frekvens, men det er ikke umuligt.
Auskultér maven og lyt efter peristaltik som på en hest.
Mål temperaturen: Feber er sjælden hos kaniner, men de bliver hurtigt hypoterme, når de er dårlige. Normalt skal temperaturen være over 38 grader.
Mål den præcise vægt, hver gang kaninen kommer ind på klinikken. Fordi kaniner skjuler, at de er syge, kan det være svært at opdage et eventuelt vægttab, hvis man ikke har en "før"-vægt.
Inspektion af mundhulen: Undersøg fortænderne både forfra og fra siden, og vurder okklusion, længde, slid osv. Når Mette inspicerer mundhulen, pakker hun kaninen ind i et håndklæde eller tæppe i en såkaldt "kanin-burrito", som forhindrer kaninen i at bakke væk eller komme til skade. Inspektion af mundhulen kræver en god lyskilde, og her kan man med fordel bruge et otoskop med en afkortet øretragt.
Urin-pH: Hvis kaninen tisser på bordet eller gulvet, kan man måle pH ved hjælp af urinstix. Kaninurin skal være alkalisk med en pH på 7,5-8. Hvis urinens pH er neutral eller sur, er der tale om metabolisk acidose, hvilket er en dårlig prognostisk indikator.
Basic Exotics for dyrlæger, VSP'er og andre interesserede
6. Behandling af kaninen, der ikke vil spise
Det er vigtigt at lytte til ejeren, når de siger, at kaninen ikke er sig selv, da de skjuler, at de er syge. Og selvom du ikke finder noget under den kliniske undersøgelse ud over ændret afføring, bør du behandle kaninen som en ileus-patient, så du kan rette op på problemet, inden det bliver rigtig slemt. Tvivlen skal komme kaninen til gode, siger Mette.
Uanset årsagen til, at kaninen er hypo- eller anorektisk, er det nødvendigt at stabilisere den inden eventuel bedøvelse og kirurgi.
Den overordnede behandling af kaninen, der spiser mindre eller slet ikke og ikke har udvidet mavesæk, er som følger:
- Rehydrering
- Opvarmning, hvis kaninen er hypoterm
- Smertelindring
- Prokinetika (motilitetsstimulerende)
- Hjælpemadning med fiberholdigt foder
Rehydrering
Når indholdet i mavetarmkanalen dehydrerer og bliver mere og mere tørt, fører det til forstoppelse, som ikke kan passere videre i systemet. Derfor er det nødvendigt at rehydrere indholdet til flydende supper, så det kan passere videre.
Mette giver i første omgang 20-30 ml væske pr. kg SC fordelt flere steder på kroppen for at undgå nekrose. Fordeling på flere steder er især vigtigt hos små racer som fx hermelinkanin.
Det er vigtigt at opvarme væsken til 38-38,5 grader inden injektion for ikke at nedkøle kaninen yderligere.
Hvis kaninen vil drikke væske, kan du med fordel give væske PO. Alternativt kan du give agurk, hvis kaninen vil spise det. Ananas er absolut udelukket, da det har et højt sukkerindhold, som ernærer clostridier og kan føre til gasproduktion.
Husk også at medregne den væske, du giver ved hjælpemadning.
Opvarmning, hvis kaninen er hypoterm
Sørg for at opvarme væsken, før den administreres til kaninen, så kaninen ikke nedkøles yderligere. Mette siger, at det er vigtigt, at kaninen er normaltempereret, inden den forlader klinikken.
Smertelindring
Mette giver i første omgang Meloxicam 1 mg/kg PO/SC hver 12. time og 0,5-0,75 mg/kg PO hver 12. time efter hjemsendelse, indtil afføringen er normal. Herefter skal dosis gradvist reduceres over nogle dage under fortsat overvågning af afføringens udseende.
Ved behov kan man eventuelt supplere med Buprenorfin 0,03-0,04 mg/kg hver 6.-8. time PO/IM og gerne buccalt, da der er god optagelse gennem slimhinden.
Hvis kaninen er meget syg, kan man give metadon. Det er dog ikke standard, og Mette bruger det kun til operationspatienter eller ved udvidet mavesæk.
Prokinetika (motilitetsstimulerende)
Derudover gives der motilitetsstimulerende midler som fx Metoclopramid 0,5 mg/kg IM/PO hver 6.-8. time eller cisaprid (kræver udleveringstilladelse) 0,5 mg/kg PO hver 12. time.
Hjælpemadning med fiberholdigt foder
For at mavetarmkanalen kan komme i gang igen, er det nødvendigt at tilføre fibre, hvilket kan være svært, hvis kaninen ikke vil spise.
Hvis kaninen ikke selv vil spise, kan du fodre assisteret med fiberholdigt foder som fx Recovery eller Critical Care. Det er dog vigtigt kun at tvangsfodre, hvis du er sikker på, at der ikke er en udspiling.
Instruér ejeren grundigt i, hvordan de skal hjælpe kaninen under fodringen. Ovennævnte produkter skal blandes med vand og gives med en sprøjte i munden. Giv kaninen pauser for hver en til to milliliter, så den får tid til at tygge og synke. Det er en god idé at afveje den daglige mængde og fordele den på fire til seks måltider afhængigt af, hvor meget kaninen indtager ad gangen.
Formålet med hjælpemadning er at erstatte de fibre, som patienten ellers skulle have indtaget i løbet af dagen. Jo flere fibre der kommer ned i mavetarmkanalen, desto mere aktivitet i maven og jo mere appetit får kaninen.
Det kan være fristende at give mindre, fordi man føler, at der er kommet godt gang i maven, og det skal man være forsigtig med, siger Mette. Hjælpemadningen skal fortsætte, indtil afføringen har normal mængde og størrelse. Herefter kan man gradvist nedtrappe hjælpemadningen over nogle dage.
Kaniner bør altid tilbydes foder og må altid gerne spise selv. Når kaniner begynder at spise selv, vil de ofte foretrække bladgrønt. Og det er okay, at de spiser masser af det, så længe man gradvist reducerer mængden af bladgrønt og øger mængden af hø, så hø bliver hovedmåltidet.
Behandling af den underliggende årsag
Før man begynder at bedøve eller foretage eventuel kirurgi for at behandle en underliggende årsag, skal kaninen være både normaltempereret og velhydreret, og maven skal fungere.
Stabilisering af kaninen er derfor livreddende - selvom du ikke kan behandle det underliggende problem.
Relevante links
Praksisorienterede onlinekurser for dyrlæger
Målrettede, praksisnære kurser med læringsgaranti - designet til at styrke dine faglige kompetencer og hjælpe dig med at tage din praksis til nye højder.
Se alle kurser her&8230;