Hvornår udregner en biskop universets alder?

Erik Meier Carlsen giver ikke meget for den mystikopfattelse, der blomstrer i Vesten. En nyere fascination af religion er opstået i slipstrømmen på videnskabens fremgang og kristendommens tilbagegang, hvor det antages, at essensen af alle religioner i bund og grund er den samme, bemærker han. Dette er ifølge Erik Meier Carlsens opfattelse en fejltagelse.

»Man ønsker at udskille et religiøst element fra de forskellige religioner, samtidig med at man søger at finde videnskabeligt valide beviser for dets sandhed. Ved at tænke med moderne rationalitet og reflektere med moderne videnskabelig objektivitet formoder man at kunne trænge ind til en kerne, renset for religiøse dogmer og ritualer.«

»Religionerne derimod, som har udviklet et differentieret sprog og en differentieret praksis, der involverer alle aspekter af det menneskelige liv, indeholder efter min overbevisning de eneste ægte veje ind i den mystiske erfaring.«

»Med blandt andet Harvard-psykologen Timothy Leary, der eksperimenterede med LSD, spredte den opfattelse sig i den såkaldte New Age-bevægelse, at man nærmest kunne tage en afkortet rute til den mystiske oplevelse, at der eksisterede en let vej. Man gjorde den mystiske oplevelse håndgribelig og afgrænset på en meningsløs facon,« siger Erik Meier Carlsen.

»Men der er ingen lette løsninger, tilgangen skal omfatte alle områder, især den sproglige aktivitet, og den er kulturelt betinget. Sproget er altafgørende for vores opfattelse af virkeligheden, det er også til stede i vores biologi, vores nervesystem; sproget er medbestemmende for hjernens udvikling.«

Tibetanske termer

Erik Meier Carlsen har i 2010 publiceret sin egen oversættelse fra tibetansk af Dødebogen, så jeg spørger, hvordan han har formået at tilegne sig et så fremmedartet sprog i en sen alder, men faktisk har han beskæftiget sig med sproget størstedelen af sit liv, forklarer han.

»Jeg blev meget tidligt fascineret af at oversætte fra tibetansk, fordi jeg kunne se, at det, som forelå på andre sprog, var så utilstrækkeligt. Jeg har forsøgt at oversætte Dødebogen gennem 30 år.«

Udfordringerne opstår blandt andet, fordi de tibetanske og de danske begreber ikke er dækkende for det samme. For eksempel anvender tibetanerne ikke ordet angst, men de har derimod tre termer, der kan oversættes med henholdsvis frygt, panik og rædsel. Heller ikke ordet meditation optræder; det er et begreb, der stammer fra kristendommen, beretter Erik Meier Carlsen. Vi bruger 'meditation' som oversættelse for tre forskellige tibetanske termer: gom, der betyder tilvænning eller træning, øvelse.

»For eksempel det at anvende mantraer og refleksioner som den systematiske modgift mod utallige livs træning i en 'normal' bevidsthed med jeg'et i centrum.«

Højeste trin betegnes med ordet tingedzin, hvilket kan oversættes med fordybelse eller en overskridende sindstilstand. Et tredje ord, samten, kan oversættes med sindets samling, en fredfyldt tilstand, hvor man lukker af for distraktioner.

De metoder, som de tibetanske buddhister benytter for at opnå indsigt i dødsprocessen, kan imidlertid have lighedspunkter med psykedeliske oplevelser, anerkender Erik Meier Carlsen. For eksempel består en praksis af at sidde 49 dage i mørke, hvilket automatisk resulterer i hallucinationer, og det er den type hallucinationer, der er fortolket i Dødebogen. Når man kan drage paralleller til LSD-oplevelser, skyldes det, at oplevelsen af lys ligger dybt forankret i vores biologi, uddyber han, nemlig i phosphenerne, som giver lys-oplevelser uden eksterne lyskilder. Eksempelvis vil man i et kort øjeblik opleve lysfænomener, hvis man trykker på øjenæblerne, selvom der intet lys er.

Ingen smutveje

- Indebærer den biologiske forankring så ikke, at der alligevel kan findes genveje til den mystiske oplevelse for eksempel via LSD? Og når du kan indgå i en tibetansk, kulturel kontekst, har vi vel alle et eller andet sted den samme essens?

»Der er forskellige niveauer. I de meget dybe lag findes der nogle universelle menneskelige grundstrukturer. Fundamentalt er der de tre sindsgifte, had, begær og uvidenhed. Hertil kommer stolthed og jalousi som næste udviklingstrin.«

- Ligner det de syv dødssynder?

»Ja, men i Abidharmaen, den tibetanske erkendelsesfilosofi, kommer man helt op på 51 sindselementer, og kommentaren understreger, at der ikke er tale om følelser. Det er processer, og de har ikke den voldsomme subjektivitet i sig, som vores ide om følelser har.«

»Tibetansk anvender ikke den samme egocentrerede fortælling, som ligger i vores syntaks. De personlige pronominer er næsten ikke-eksisterende, men betydningsindholdet er og kan naturligvis ikke være fuldstændigt fraværende. Det er dog meget markant, at man i langt højere grad beskriver processer. I Vesten derimod investerer vi stadig flere ressourcer i egoet.«

- I Vesten er der også en tendens til at anskue reinkarnation som 'en chance mere'?

»Forestillingen om reinkarnation og karma er ældgamle hinduistiske forestillinger fra før Buddha, og de udgør en helt anden måde at fortolke tilværelsen på end vores. Man bør betragte dem som en måde at tolke oplevelsen af kontinuitet mellem tidligere og nuværende eksistenser på. Man har jo kunnet observere gentagelsen fra generation til generation, der fødes et barn, og det ligner bedstefaren til forveksling. Adskillige nomadefolk har forestillingen om, at forfædrene genfødes, måske har tibetanerne også haft den, før buddhismen ankom til Tibet. Det kan være den type forestillinger, der ligger til grund for udviklingen af tulku-institutionen, hvor et barn skal genkende nogle af sin tidligere inkarnations ejendele - en institution, der er ganske enestående for Tibet.«

»Men når vi udvikler moderne forestillinger om reinkarnation ved at tage elementerne ud af deres sammenhæng, bliver resultatet en form for overtro.«

- Som teosoffernes forestilling om, at vi bevæger os mod stadig højere udviklingsniveauer igennem vore inkarnationer?

»Teosoffernes reinkarnations-tanker er påvirket af darwinismen: Individet udvikler sig fra liv til liv i stadig fremgang. Tibetanerne derimod siger, at det er ekstremt sjældent, at man bliver genfødt som menneske. Langt de fleste genfødes som dyr, og flertallet af tibetanere er skrækslagne for at blive genfødt, mens genfødslen hos os nemt bliver en flugt fra dødens realitet. Inden for buddhismen er målet at frigøre sig fra det evige kredsløb, der blokerer den ubetingede kærlighed og uhindrede klarhed, som er sindets dybeste natur, inde i den ego-centriske begrænsning.«

- Hvis størstedelen af mennesker ikke genfødes som mennesker, hvordan kan det så være, at vi bliver flere og flere? Vi er oppe på syv milliarder?

»I det store perspektiv udgør menneskene en uendelig lille del af alle levende væsner, hvis man tæller bakterier og encellede organismer med.«

»Men det er ikke reinkarnation og karma, der er omdrejningspunktet for den buddhistiske tankegang. Jeg har stor tiltro til de buddhistiske vidensformer, abidharma og madhyamika, som omfatter den tibetanske psykologi og erkendelsesfilosofi, der gennemskuer og analyserer, hvordan vi konstruerer vores verden. Det, vi opfatter som substantielle fænomener, kan ikke stå for en kritisk refleksion, men består af en gensidig betinget tilsynekomst af relationer og processer. Derfor er det stræben efter ikke-jeg, anatman, og opfattelsen af tilværelsen som gensidig betinget tilsynekomst uden egen substans, pratityasamutpada, der er centralt i buddhismen.«

Skal Vesten og buddhismen gå i dialog, er den moderne neurobiologi imidlertid en oplagt mulighed, vurderer Erik Meier Carlsen. Den har påvist, at der ikke eksisterer et center for bevidsthed i hjernen, men snarere en mangfoldighed af centre.

»Det kunne lede til den konklusion, at jeg-oplevelsen er en konstruktion, der er etableret af evolutionsprocessen, og at det er den, der kontinuerligt producerer det, vi opfatter som virkeligheden, det som Buddha kalder samsara. Og det er det, man skal give fuldstændig slip på, hvis man skal opnå den frigørende, mystiske oplevelse. Der eksisterer ingen isolerede fænomener, alt eksisterer som relation, proces; det er den grundlæggende buddhistiske trossætning, og herfra forekommer det mig, at dialog er muligt.«

Vejen

Erik Meier Carlsens egen vej til buddhismen går via ungdomsoprør, medlemskab af SF, hvor han var medlem af hovedbestyrelsen, medindsamler af underskrifter til VS' opstilling til Folketinget, dog uden at melde sig ind. I stedet voksede hans interesse for religion. Erik Meier Carlsen er uddannet journalist på Demokraten i Århus, og via nogle Århus-bekendtskaber fik han kontakt til den hinduistiske Swami Narayanananda på Gyllingnæs. Der startede det.

»Han introducerede mig for kundalini-yoga, og det var min praksis fra 1970-72. Jeg var tilfreds med min praksis, men det hinduistiske pantheon og ritualerne betød ikke meget for mig.«

Op til en ferie i 1971 i de norske fjelde stødte han imidlertid på teosofiske udgaver af buddhistiske bøger, blandt andre Evans-Wentz's udgave af Den tibetanske dødebog, og de blev læst med overvældende opmærksomhed og udsigt til et fjeldlandskab, der lignede Tibets til forveksling.

I 1973 traf Erik Meier Carlsen Dalai Lama i Danmark. Der fulgte andre indvielser og belæringer, Erik Meier Carlsen 'tog pænt afsked med Swami Narayanananda', og efter 10 år som praktiserende buddhist mødte han i 1984 den ene af sine 'rod-lamaer', Namkhai Norbu Rinpoche, som var kommet til Italien i slutningen af 60'erne som assistent for en af datidens mest anerkendte tibetologer, Giuseppe Tucci, og som »viste mig sindets natur«, fortæller han. Siden da har han modtaget undervisning af mere end 50 tibetanske mestre og deltaget i utallige retreats fra én til fem gange årligt i de seneste tre årtier. I dag er nogle af hans vigtigste lærere tibetanske mestre, der ikke valgte eksilet, understreger han, men som har deltaget i den store revitalisering af buddhismen i Tibet siden starten af 80'erne.

- Og sideløbende med din praksis har du arbejdet som politisk journalist; du har endda været chefredaktør på Information. Hvordan har du fået det til at harmonere?

»Jeg vil svare ved at referere en samtale, jeg for nylig har haft med den tibetanske Rinpoche, Chökyi Nyima. »Du ved meget om politik,« sagde han til mig, hvilket jeg bekræftede. »Hvad er politik?« spurgte han derefter, og jeg svarede, at politik handler om 'fordelingen af muligheder'.

»Findes der en neutral politik?« spurgte han. »Nej,« svarede jeg, »al politik er blandet.« »Det må være overordentligt svært at bevare en ren vision,« spurgte han. Og her er mit svar, som jeg står ved: »Ja, men mange politikere udfører et fremragende stykke arbejde for en mere retfærdig fordeling af muligheder.««