Hvad får en Auris til at rulle uden strøm?
Da Toyota tidligere i foråret lancerede den friske Auris, var det snak om en såkaldt ansigtsløftning. Men det er en ansigtsløftning, som når et godt stykke under lakken på den almindelige mellemklassebil. Den nye model ser flottere ud, men den kører også bedre, og der er ligeledes ændret på kørekomforten.
Den testkørte version er det, man kan betegne som "en ganske normal Auris". Det er ikke den billigste (den koster nemlig 200.000 kroner), det er heller ikke den dyreste (for den koster 310.000). Auris 1,6 Valvematic med T2 udstyr ligger med sin listepris på cirka 250.000 kroner præcis midt imellem.
Moderne udseende
Auris ligner sig selv. Men der er rettet på frontpartiet, og det har gjort det mere dynamisk. Frontgrill og fronthjelm er forskellige, blinklysene er flyttet op i sidespejlene, og det giver den et mere moderne udseende.
Også indvendigt er der foretaget tilpasninger. Der benyttes nu de nye såkaldte "soft-touch"-materialer, der både er bløde at røre ved og ser mere gedigne ud. Indstigningen er gjort lettere, håndbremsen sidder anderledes - det giver tilsammen en lettere oplevelse af mødet med Auris.
Bilen er udstyret med solide dørgreb indvendigt, som gør dørene lette at håndtere, den har to handskerum, hvor det ene er næsten lodret, og man derfor undgår at sidde med indholdet på skødet, hvis føreren uventet vælger at accelerere, mens forsædepassageren har handskerummet åbent. Kopholderne springer ud af instrumentpanelet, når man ønsker det. Og man føler god plads over skuldrene.
Enestående bagsædeplads
Bagsædet udmærker sig ved sublim benplads. Med en længde på 4,24 meter er forventningerne beskådne, men det har Toyota-designerne set bort fra: Det er virkelig fremragende benplads - uden at man deraf tvinges til at sidde lodret. Taget i betragtning, at man råder over 354 liter bagageplads og også har et nødreservehjul med på turen, er benpladsen på bagsædet dobbelt overraskende.
Når bagsæderyglænene lægges ned, opnår man et næsten plant bagagerumsgulv. Ikke fuldstændig plant, men tilstrækkeligt til at man selv kan køre den nyindkøbte opvaskemaskine hjem. Der er fast hattehylde, og fra førersædet generes man ikke af to forholdsvis kraftige C-stolper. Der er faktisk et ret udmærket udsyn.
Fine præstationer
Men det er, når man sætter i gear og træder på speederen, at man oplever den største forskel. 132-hestes benzinmotoren er civiliseret og yder tilstrækkeligt til, at man kan nå 100 km/t på 10 sekunder og siden ende op med at køre derud af med 195 km/t. Den er dog ikke så fascinerende, som man kunne ønske, men da præstationerne er i orden og benzinøkonomien med 15,2 km/l (i praksis omkring 13) er fuldt acceptabel, er der ikke rigtig noget at sætte en finger på. Det hele foregår tyst og vibrationsfrit, og i kombination med lav vindstøj bidrager det til en fremragende kørekomfort.
Kørekomforten har i forvejen nydt godt af, at den nye årgang Auris har fået tilrettet affjedringen. Den er blevet mere fast, mere europæisk, og det giver ikke blot en stor tryghed i form af forbedret retningsstabilitet, men også gode indstyringsevner i kurverne, som igen giver stabil og harmonisk kurveegenskaber.
Udstyr og sikkerhed
Udstyrsniveauet "T2" er ret omfattende og inkluderer el-opvarmede sidespejle, centerkonsol i alu-styling, el-sideruder både for og bag, men kun manuel aircondition. 2-zone klimaanlæg er dog en option fra ekstraudstyrslisten. Sædevarme er standard på alle udstyrsniveauer, det samme er læderrat, ESP (som hos Toyota hedder VSC) og ikke færre end 7 airbags.