Hvad kan trækbånd holde til?
Typisk kræver en korrekt vindforankring af et hus følgende:
- At tagets spær er afstivet og tilstrækkeligt sikret.
- At loftskonstruktionen er afstivet og tilstrækkeligt fastgjort.
- At lette stabiliserende vægge er ordentligt forankret.
Materialernes betydning for vindforankring
Erfaringerne indikerer, at der kan være brug for bedre forankring og afstivning af vægge og tage lavet af lette materialer, som eksempelvis vægge eller bagvægge af gasbeton (porebeton), gipsvægge med træ- eller stålskelet samt tagplader af eternit, stålplader eller tagpap.
Tunge vægge, som fx vægge opført i mursten, vægge af lecabeton (letklinkerbeton) eller beton samt tag lavet af teglsten eller betontegl giver ikke så ofte problemer, da materialerne er tungere.
Vindforankring af taget
For at kunne modstå storm skal tagets spær være afstivet, så de ikke lægger sig ned som et korthus, når vinden presser på gavlen.
Spærene er normalt afstivet på en af følgende måder:
- Med vindtrækbånd: Afstivning kan udføres med vindtrækbånd, der er spændt ud i kryds hen over eller under den skrå side af spærene (spærhovedet). Det er afgørende, at vindtrækbåndene er stramme og er fastgjort til hvert enkelt spær, ellers fungerer de ikke som tiltænkt. Derfor skal der altid monteres en båndstrammer, så vindtrækbåndet kan strammes, inden det sømmes fast til hvert enkelt spær. Trækbåndene er ofte monteret på spærene fra nederst på det første spær og op over cirka halvdelen af de øvrige spær til toppen af det midterste spær. Der er vindtrækbånd på alle sider af tagkonstruktionen.
- Med lægter: Afstivningen kan også udføres med lægter, der er sømmet på undersiden af spærene i samme mønster som vindtrækbåndet.
- Med pladebeklædning: Afstivning med pladebeklædning, hvor fordelen er, at vindens kraft fordeles mere jævnt over spærene. Beklædningen kan samtidig fungere som fast undertag, hvis den bliver beklædt med tagpap. Pladerne skal være sømmet til alle spær, så de udgør en samlet skive.
- Ved skivevirkning: På flade tage opnås stabiliteten af taget ved skivevirkning, det vil sige plader eller brædder, der er sømmet oven på spærene. På flade tage skal den øvrige afstivning foretages på samme måde som på tage med hældning.
For at taget ikke skal blæse eller suges af i stormvejr, skal spærene desuden være grundigt fastgjort til husets bærende del af ydervæggene (bagmuren). Normalt er spærene gjort fast til et bræt eller en bjælke (remmen), der igen er fastgjort på toppen af bagmuren.
Tagkonstruktionen skal også være fastgjort til husets fundament. Det gøres typisk med metalankre eller metalbånd (hulbånd), der støbes fast i fundamentet. Hvis bagmuren og taget er lavet af lette materialer, skal der være et anker/hulbånd for hver anden eller tredje meter. Ved gennembrud ved fx fornakringsbånd, så skal der udføres en fugtspærre, så den er fugt-, luft- og radontæt. Ankrene støbes mindst mm ned i betonen.
Forankring af loftkonstruktionen
Hele loftkonstruktionen/etageadskillelsen skal være afstivet og gjort fast til bærende og stabiliserende vægge. Dermed bliver husets ydervægge fastholdt, så de ikke kan trykkes ind, når det blæser. Også indervæggene skal være gjort fast til loftkonstruktionen, så de ikke kan vælte.