Poul Henningsen hvad med kulturen

Poul Henningsen var en dansk arkitekt, skribent, og kulturkritiker. Som en søn af forfatterne Agnes Henningsen og Carl Ewald blev Poul Henningsen opfostret i et radikalt kulturmiljø, og han udviste tidligt en opfindsomhed og innovation, og blev arkitekt og designer.

Eksperimenter med lys i samarbejde med lampefirmaet Louis Poulsen & Co førte til designet af den blændfrie PH-lampe, der modtog en guldmedalje på verdensudstillingen i Paris i 1925 og blev en økonomisk fordel i hans mangfoldige erhverv som modsiger.

Fra sin egen mindre tegnestue - fra 1920 til ca. 1924 i samarbejde med Kay Fisker - udviklede Poul Henningsen fra 1919 en alsidig arkitekturvirksomhed, en utraditionel og praktisk tilgang med udtryksfulde former, farver og beskedne materialer. Det resulterede primært i enfamiliehuse, men også i projekter som Dehns Dampvaskeri i Søborg (1936) og Henne Mølle Å Badehotel i Vestjylland (1936). I 1941 blev han arkitekt for Tivoli og overtog bl.a. genopførelsen af Glassalen i 1956.

Poul Henningsen var især skribent, men fortsatte med at være arkitekt og designer, f.eks. med PH-flyglet (1931), PH 5-lampen (1956) og lysekronen Kogle (1956).

Fra 1917 skrev han kunstkritik i tidsskrifterne Vor Tid og Klingen, et organ for 1920'ernes kubisme og ekspressionisme, og fra 1921 var han arkitekturmedarbejder ved Politiken.

Som en stemme for 1920'ernes kritik — inspireret af engelsk byplanlægning og tysk-fransk funktionalisme — skabte han et samfundsmæssigt perspektiv på byggeri og byplanlægning.

Han blev Politiken's kontroversielle stemme, der både angreb dansk naturfredning og hyldede den sorte amerikanske danser Josephine Baker's åbne naturlighed.

Hans tidsskrift Kritisk Revy (1926-28), der havde de radikale arkitekter Edvard Heiberg og Thorkild Henningsen og forfatterne Otto Gelsted og Hans Kirk blandt medarbejderne, var banebrydende ved at betragte arkitektur, design og andre kunstarter ud fra nye ideer om anvendt kunst i masseproduktion og demokrati.

I debatbogen Hvad med Kulturen? (1933) angreb Poul Henningsen nazismens kulturpolitik og Socialdemokratiets passivitet, og han var en drivkraft bag Foreningen for Frisindet Kulturkamp og dens antifascistiske tidsskrift Kulturkampen (1935-39). Dette førte i 1938 til hans afskedigelse fra Politiken.

I 1943 måtte Poul Henningsen og hans kone, Inger Henningsen (1904-96), flygte til Sverige. Efter 1945 skrev han i Social-Demokraten, Information og Politiken og redigerede Forbrugerrådets nye blad Tænk i perioden 1964-65. Hans bedste journalistik samles i Vi er selv historie (1963) og Kulturkritik, 1-4 (1973).

Poul Henningsen så revyen som et kraftfuldt værktøj og medvirkede til revyer, hvor satire og samfundskritik blev fornyet dramaturgisk. Blandt hans værker er: Paa Ho'det (1929), Kvindernes Oprør og Pæn og høflig (1931), Paa Halen (1932), Op og ned med Jeppe (1938) og Kom frit frem (1948).

Disse opstod i et samarbejde med komponister, forfattere, malere og skuespillere. Et produktivt samarbejde.

Hendes tolkning af PH's vise "Man binder os på mund og hånd" i Kjeld Abells revykomedie Dyveke (1940) blev et første udtryk for modstand mod Besættelsesmagten. Hans andre klassikere er "Ølhunden", "Ta' og kys det hele fra mig", "Byens lys", "Nå", "Sig de ord du véd" og "I dit korte liv".

Poul Henningsen's sange var også en ny type lyrik, der omsatte hverdagens talesprog og byens rytme til frie vers. De vigtigste er samlet i Springende vers (1951), Alvorlig sjov (1953) og Talevers (1980).

I hans eneste film, Danmarksfilmen (1935), forenes poetisk hverdagsskildring, nyt kameraarbejde, klipning og sange til Bernhard Christensens jazzkompositioner i en nyskabende helhed, men filmen blev kritiseret som "unational", klippet op og først rekonstrueret i 1964 (af Børge Høst).

Som kulturkritiker var PH en provokatør, der angreb vanetænkning, autoritær opdragelse, senvictoriansk facademoral og seksuel undertrykkelse, konformisme og kommercielism - "slipsedannelse og bænkevælling," som han udtrykte det.

Det gjorde ham til en af landets mest kontroversielle personer gennem 30 år. I 1945-46 lagde han sig ud med alle fløje ved at kritisere retsopgøret og forholdene i de tyske flygtningelejre, mens hans kritik af forbrugerisme og pop fik øjeblikkelig genklang i 1960'erne.

Kernen i hans ideer er individets frihed til at være original og finde sin egen sandhed gennem kritisk tænkning ("Rend mig i den offentlige mening"). Han ville forene fornuft, fantasi og følelse, og han blev en folkeopdrager og "rigsvækker" ved sit mod til at blande sig, gå imod strømmen, kræve kvalitet, oplyse og frigøre.

Som radikal humanist fortsatte han linjen fra Ludvig Holberg og Georg Brandes og blev, hvad Georg Brandes kaldte deres fælles forfader Voltaire: "Vejbryder, Fornyer, Luftrenser".

Maleren, lysmageren, sangskriveren, dragebyggeren, pædagogen, harmonikaspilleren og brøndkarsedyrkeren PH var i sidste ende en kunstner.

Han talte om Mit livs eventyr (det er titlen på hans radioerindringer, udg. 1995), og vigtigst i hans 50 års indsats som multikunstner og multimediemenneske blev det samlede mønster: grundholdningen at turde og at lege.

Denne misundelsesværdige (og af mange misundte) kombination af skarpsindighed og humor gjorde Poul Henningsen til århundredets vigtigste repræsentant for dansk kulturradikalisme eller, med tidens ord: frisind, og han fik stor betydning for moderniseringen og demokratiseringen af dansk bevidsthed.

PH-lampernes skærmsysten er optaget i Kulturkanon.