Hvad fejler Jehovas Vidner?

Af Ole Lind

Jeg er født på Amager i København den 12. juni 1939, hvilket vil sige, at jeg nu, som 69-årig, er ved at blive en lidt ældre mand, men stadig i fuld vigør. Min mor og far rykkede i 1942 til Rødovre, ligeledes i nærheden af København, og i 1945 blev de separeret; på det tidspunkt var min tvillingebror og jeg 6 år gamle. Året efter tilsluttede min mor sig Jehovas Vidner, hvilket i realiteten betyder, at jeg er vokset op som et Jehovas Vidne.

I modsætning til mange andre "frafaldne" var jeg fra barnsben glad for at være en del af menigheden. Jeg nød alle de mange vidunderlige og søde venner, jeg havde der. Ovenikøbet var jeg fuldt ud overbevist om, at Jehovas Vidner var den eneste ægte menighed, at menigheden var udvalgt af Gud, og at Guds rige var tæt på, hvilket kun gjorde det hele endnu mere perfekt.

Menigheden var chokeret over, at jeg skulle i lære

I 1955 begyndte jeg som 15-årig i lære som smed og maskinarbejder, et job jeg egentlig ikke brød mig om. Jeg husker, at forsamlingen var meget forfærdet over, at jeg skulle i lære: "Hvorfor det?" spurgte de, "Harmagedon kommer om ganske få år, og i hvert fald før du er færdiguddannet, så hvorfor ikke hellere blive pioner i stedet for at spilde tiden på det vrøvl." Jeg blev færdiguddannet i 1959, og Harmagedon er endnu ikke kommet, nu 49 år senere. Jeg valgte i øvrigt senere en anden levevej, og senere igen blev jeg pioner, tilmed specialpioner med tiden, hvilket min mor var meget stolt over.

Jeg støder på Lene

I 1970 traf jeg Lene ved et stævne i Roskilde. Vi blev gift og fik to sønner, og da mine svigerforældre begge var Jehovas Vidner og ejede en stor gård, flyttede vi ind hos dem, da der var plads nok. Jeg havde ganske vist mine forbehold; jeg vidste, at det kunne give udfordringer at bo sammen med sine svigerforældre, men begge var dejlige Jehovas Vidner, og Guds rige var nær, så vi flyttede ind. Jeg nåede at bo der i 25 år, før filmen knækkede. Min mor gik bort i 1974 som et troende Jehovas Vidne. Min tvillingebror forlod "sandheden", da han var ung, til stor sorg for min mor og mig.

Alt gik glat, indtil sommeren 1985, hvor jeg købte og læste Raymond Franz' bog Samvittighedskrise. Forinden havde man i Rigets Tjeneste kunnet læse, at Raymond Franz, et medlem af det styrende råd, var blevet ekskluderet fra menigheden på grund af en adfærd, der ikke var passende for en kristen. Jeg var dybt forfærdet; at en bror, der var medlem af det styrende råd og dermed var så tæt på Gud, kunne blive udstødt. Hvad havde han mon gjort? Havde han begået mord? Var han depraveret? Var han pædofil? At sådan en person blev ekskluderet, var i mine øjne helt ubegribeligt.

Jeg læser bogen: Samvittighedskrise

Et par år efter omtalen i Rigets Tjeneste så jeg tilfældigvis en annonce i Politiken om, at en mand, der tidligere havde været Jehovas Vidne, havde skrevet en bog med titlen Samvittighedskrise. Mandens navn var Raymond Franz. Den måtte jeg absolut læse, og jeg skrev omgående til Dialogforlaget i Jylland og fik bogen tilsendt. Min kone var i øvrigt meget irriteret over, at jeg ville læse frafaldnes litteratur, og hun truede med at smide den ud, men jeg forklarede: "Jeg er nødt til at læse den bog, så jeg er forberedt, hvis nogen ved dørene skulle referere til den."

Min begrundelse for at læse bogen var: Sikke en tåbe Raymond Franz måtte være; at være så tæt på Gud og så blive smidt ud. Vorherre Bevares! Ak ja. Jeg blev klogere. Jeg læste bogen på to dage, og min tiltro til Jehovas Vidner forsvandt lige så hurtigt, som hvis jeg havde skyllet den ud i toilettet.

Nu var jeg i problemer; jeg var stadig Jehovas Vidne, var ældste og skoletjener i forsamlingen, min familie og alle mine venner var Jehovas Vidner, så hvad skulle jeg stille op? Jeg begyndte med at opfordre min kone til også at læse bogen og forsøgte at forklare lidt af dens indhold, men hun ville slet ikke lytte og truede endda med at smide den i vores halmfyr. Jeg havde dengang stor tillid til mine trosfæller og var sikker på, at når jeg nu fortalte dem om bogens indhold, ville de straks reagere og sende et brev til det styrende råd i Amerika, så vi kunne få en forklaring. Derfor begyndte jeg at nævne bogen for mine medældste i menigheden, men indså hurtigt, at de ikke var interesserede. Faktisk blev jeg til sidst kaldt til et ekstraordinært ældstemøde, hvor de bad mig tie stille, fordi mine kommentarer kun kunne skade de svage i troen, da jeg ikke kunne holde min mund. Jeg var ret overrasket; jeg havde i alle disse år troet, at Jehovas Vidner var de mest ærlige og retskafne mennesker på jorden, og nu opdagede jeg til min store overraskelse, at der var "følsomme" emner, man absolut ikke måtte tale om, for mine brødre prioriterede åbenbart troen på den trofaste og kloge træl højere end åbenhed og sandhed.

Hele mit fundament i tilværelsen var væk

Min tro var væk, min tiltro til menigheden var væk, hele mit fundament i tilværelsen var væk, og mit gode forhold til min familie og alle mine venner var væk. Med tiden fjernede jeg mig mere og mere fra Jehovas Vidner. Først stoppede jeg som skoletjener, derefter som ældste, og med tiden også som forkynder og til sidst med at komme til møderne. Hvis sandheden skal frem, stoppede jeg faktisk ikke som skoletjener, men blev smidt ud, da man åbenbart mente, at mine udtalelser og min tiltagende tvivl var blevet en belastning for menigheden. Afslutningen på min karriere som skoletjener kom på et møde, hvor spørgsmålet om, hvorvidt Jehovas Vidner brugte ritualer i deres tilbedelse, blev stillet i en elevopgave. Ifølge skolevejledningen var svaret nej, og det var også det, eleven fremførte. Efter elevopgaven skulle jeg som skoletjener vejlede, og eleven blev rost, men jeg tillod mig også offentligt fra talerstolen at stille spørgsmålet, om Jehovas Vidner ikke i hvert fald én gang om året brugte ritualer i deres tilbedelse, nemlig ved den årlige mindehøjtid, hvor man bad over brødet og vinen, hvorefter det blev delt rundt til de tilstedeværende som symbol på Jesu legeme og blod. Efter mødet var der stor opstandelse; jeg havde handlet i strid med vejledningen fra den trofaste og kloge træl, og mine medældste bad mig om at gå med ind i biblioteket til en kort samtale. Resultatet var, at jeg var færdig som skoletjener. Vi gik ikke længere i takt.

Jeg tager hjem

Jeg kan huske tydeligt, da jeg sidst var ude i forkyndelsen; en særdeles ivrig og stærkt troende ældre bror ved navn Christian Jensen og jeg havde fået et distrikt i en lille landsby uden for Roskilde. Christian gik på den ene side af vejen, og jeg på den anden. På vej ind til en villa stoppede jeg pludselig op og sagde til mig selv: "Hvad i alverden laver du her; du har intet at gøre her." Tanken ramte mig som et lyn, og jeg gik over til Christian og sagde, at jeg tog hjem.

Han kiggede forbavset på mig og spurgte: "Tager du hjem? Hvorfor det? Er du blevet syg?"

"Nej," svarede jeg, "jeg er færdig med Jehovas Vidner."

"Er du færdig som Jehovas Vidne? Vil du ikke længere være Jehovas Vidne?" Jeg kunne se, at Christian var dybt chokeret. Stakkels mand.

"Nej," svarede jeg og tog afsted.

Jeg har aldrig været ude at forkynde siden, og jeg regner ikke med, at jeg nogensinde kommer til det.

Jeg bliver skilt

I 1998 blev min kone og jeg separeret, og jeg flyttede ind i en lille lejlighed i Køge, hvor jeg har det ganske godt i dag. Dengang var jeg dog dybt fortvivlet; jeg var nu et meget frustreret menneske. Min tro var væk, min familie var væk, alle mine venner var væk, og jeg kendte ingen i den bebyggelse, jeg var flyttet til. Jeg var sikker på, at ingen ville banke på min dør. Jeg var blevet et meget, meget ensomt menneske.

Jeg vendte tilbage til bogen Samvittighedskrise; jeg huskede, at den refererede til en anden bog med titlen The Gentile Times Reconsidered af en mand ved navn Carl Olof Jonsson. Den ville jeg gerne læse, så jeg gik ind i en boghandel i København og spurgte efter den.

Den søde ekspedient oplyste, at en bog med den titel ikke kunne skaffes, men at der var en anden bog af samme forfatter med titlen Sluttede hedningernes tider i 1914? Den bestilte jeg naturligvis hjem fra et lille forlag i Juelsminde, og på den måde kom jeg i kontakt med Preben Jørgensen og Ellen Wissing, to utroligt vidunderlige og elskelige mennesker, som har hjulpet mig utroligt meget. Ligeledes kom jeg i kontakt med foreningen Kristen Frihed. Jeg begyndte at få venner igen. Det viste sig i øvrigt, at bogen Sluttede hedningernes tider i 1914 var en dansk oversættelse af bogen The Gentile Times Reconsidered.

Ensomhed og frustration

I min ensomhed og frustration skrev jeg en kort artikel til bladet Kristen Frihed, en artikel der stillede spørgsmålstegn ved nogle af Jehovas Vidners fortolkninger af Bibelen. Bladet var på det tidspunkt tilgængeligt på Roskilde Bibliotek og kunne læses af alle. Få dage efter udgivelsen af bladet blev jeg kontaktet telefonisk af en ældste fra menigheden, som bad mig om at deltage i det offentlige foredrag og vagttårnsstudium den kommende søndag; de ældste ville gerne have en samtale med mig efter mødet.

Jeg spurgte: "Hvorfor?"

"På grund af den artikel, du har skrevet i bladet Kristen Frihed."

"Hvad er der galt med den?"

"Det, der er galt, er, at du har besudlet Jehovas navn med den artikel."

"Øh, hvad har jeg skrevet forkert?"

"Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det, du har skrevet, er korrekt eller forkert; det handler om, at du har vanæret Jehovas navn med den artikel. Vi vil gerne se dig i rigssalen på søndag."

"Hvad hvis jeg ikke ønsker at komme?"

"Det, du har gjort, er meget alvorligt, og du risikerer at blive ekskluderet."

"Ekskluderet for hvad?"

"For at have talt nedsættende om menigheden og for at have smædet Jehovas navn."

"Mener du, at jeg har besudlet Jehovas Vidners navn?"

"Det er det samme."

"Er det det?"

Jeg bliver ekskluderet

Jeg tænkte mig om, før jeg svarede: "Jeg har ikke lyst til at komme på søndag." Kort sagt, så blev jeg ekskluderet. Jeg havde ikke deltaget i møderne i flere år, men jeg blev alligevel ekskluderet. Dejlige venner, disse Jehovas Vidner. Og til orientering: Samtalen var betydeligt længere end den, der er beskrevet her, men resultatet var det samme.

Nu har jeg oplevet, at begge mine sønner er ude af Jehovas Vidners organisation. Jeg har opbygget en ny tilværelse med mange dejlige venner, og livet er værd at leve igen. Jeg tror stadig på en Gud, men jeg er ikke særlig begejstret for ham. Jeg kan ikke bruge en Gud, der tillader så venlige og gode mennesker som mine tidligere venner inden for Jehovas Vidner at opføre sig så tåbeligt, ondskabsfuldt, umenneskeligt og ubibelsk, som de gør, og det i Guds navn, medmindre Gud kan give en fornuftig forklaring. Det er endnu ikke sket.

Ole Lind august 2008