Indre synsvinkel: Hvad indebærer det?

Fortællemetoder - hvorfor er de så centrale?

Historiefortælleren, beretteren, formidleren - et elsket barn har mange navne. Bag enhver fortælling, uanset om den udfolder sig på en skærm med levende billeder eller via ord, der danser på et papir, findes der en fortæller i kulissen, der afgør, hvad der skal fremhæves. Det er afgørende at understrege, at fortælleren og forfatteren ikke er identiske, men at forfatteren omhyggeligt har valgt, hvem fortælleren skal være, og hvordan dette valg kan berige historien - dette er selve essensen af fortælleteknik. I denne artikel vil jeg dykke ned i de forskellige typer af fortælleteknikker, hvordan man identificerer dem, og hvordan man kan afgøre, om fortælleren er troværdig eller ej.

De forskellige fortælleteknikker defineret

Der findes primært tre forskellige synsvinkler, som en fortæller kan anvende:

I de efterfølgende afsnit vil jeg uddybe dem, og jeg vil ligeledes berøre, hvilke fortælleteknikker der udspringer fra disse tre synsvinkler.

1. personsfortælleren udforsket

Førstepersonsfortælleren er relativt let at identificere. Den er også kendt under betegnelsen jeg-fortælleren og kan identificeres ved, at fortælleren omtaler sig selv som jeg i historien, samtidig med at de deltager i den. Når vi taler om en jegfortæller, skal man forestille sig, at man er inviteret indenfor i hovedpersonens bevidsthed, hvilket skaber en indre synsvinkel. Som læser har man derfor kun indsigt i fortællerens perspektiv og muligvis også deres tanker og følelser. Formålet med en førstepersonsfortæller er at skabe en tæt relation til hovedpersonen, men det indebærer også, at man er begrænset til kun at kende til dette ene synspunkt i fortællingen.

'Jeg er tilhænger af at sove i så kolde rum som muligt. Det kan på en måde ikke blive koldt nok. Det klarer hjernen, den bliver næsten gennemsigtig og om morgenen tænker jeg helt klart i flere timer.' (Erlend Loe, Fakta om Finland)

I Erlend Loes fortælling får man indsigt i hovedpersonens særegne tankestrøm via brugen af en jeg-fortæller. Dette er en effektiv metode til at fortælle en historie, hvis hensigten er at lære hovedpersonen grundigt at kende, hvilket man i sandhed kommer til i denne roman.

2. personsfortælleren i fokus

Andenpersonsfortælleren betegnes også som en du-fortæller. Måske er du ikke stødt på denne type fortæller før, da den anvendes forholdsvis sjældent. Den karakteriseres ved, at fortælleren refererer til hovedpersonen i fortællingen som "du". Dette bidrager til, at læseren kan opleve, at fortælleren taler direkte til dem, så man på en vis måde bliver sat i hovedpersonens position. Det kan være en usædvanlig læseoplevelse, men den kan gøre en historie mere intens og følelsesladet for læseren.

'You have arrived at your destination. Your small beak surrounds the berry, and you are about to snatch it when you hear the click of a bullet. STOP, THIEF! You feel the bullet penetrate your hollow bird bones.' (Gabrielle Zevin, Tomorrow, and Tomorrow, and Tomorrow)

Dette uddrag stammer fra et kapitel i romanen Tomrrow, and Tomorrow, and Tomorrow. Romanen gør primært brug af en personbunden fortæller, som vil blive forklaret i det følgende afsnit, men netop i dette kapitel skiftes der til en 2. personsfortæller. Dette skift bevirker, at læseren nærmest bliver suget ind i bogen og oplever en meget emotionel scene på nært hold.

3. personsfortælleren undersøgt

Med tredjepersonsfortælleren åbner der sig et bredere spektrum af roller, som fortælleren kan indtage. Fælles for dem er dog, at historien berettes af en person, der ikke selv er en del af handlingen, og som omtaler karaktererne ved deres navne eller ved at bruge pronominer som han, hun eller de. Lad os undersøge de tre forskellige typer nærmere.

Personbunden fortæller belyst

Den personbundne fortæller er tæt knyttet til en karakter i historien og har indsigt i vedkommendes tanker og følelser. Der kan således også være tale om en indre synsvinkel ved denne form for fortæller. Det kan forekomme, at en personbunden fortæller har adgang til flere karakterers perspektiver, men disse skift sker typisk ved begyndelsen af et nyt kapitel, ved en pause eller et spring i handlingen, da fortælleren kun kan være forbundet med én person ad gangen.

Man kan identificere en personbunden fortæller ved at se efter en slags skygge, der følger hovedpersonen eller hovedpersonerne i historien. Man kan sige, at hovedpersonen ikke selv fortæller sin egen historie. Denne type historier præsenteres ofte scenisk. Det betyder, at fortællingen udspiller sig, som om den sker her og nu, og der forekommer heller ikke tidsspring.

'Han prøvede at tænke på O'Brien, for hvem, til hvem dagbogen blev skrevet, men i stedet for begyndte han at tænke på det, der ville ske ham, når tankepolitiet tog ham.' (George Orwell, )

Selvom vi får adgang til hovedpersonens bekymringer om at blive anholdt af tankepolitiet, er der stadig en vis distance mellem historien og læseren, fordi fortælleren omtaler hovedpersonen som han og ham. Dette tillader læseren at føle med hovedpersonens bekymringer, samtidig med at fortælleren har frihed til at bestemme, hvordan hovedpersonen fremstilles.

Alvidende fortæller analyseret

Som navnet antyder, er den alvidende fortæller en fortæller, der har adgang til alle perspektiver i en fortælling. Man kan betragte den alvidende fortæller som en, der har stor kontrol over historien og de oplevelser, læseren får lov til at have. Den alvidende fortæller kan trænge ind i alle karakterers tanker og synsvinkler, og det er også muligt for fortælleren at foretage spring i tiden ved hjælp af flashbacks eller flashforwards.

Det er vigtigt at huske, at den alvidende fortæller ikke selv er en del af historien, men snarere fungerer som en slags kommentator, der giver sine meninger eller kommentarer til de begivenheder, der finder sted i historien. Denne fortæller kan være eksplicit, hvilket betyder, at fortælleren kan vælge at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse og indirekte påvirke eller deltage i historien. Den kan også være implicit og holde sig i baggrunden uden at kommentere på handlingen. Da denne fortælleteknik ofte er anvendt i gamle eventyr og fortællinger, kan fortælleren også have til opgave at tydeliggøre den morale, som læseren skal lære af.

Den observerende fortæller gennemgået

Man kan sige, at den observerende fortæller er den passive udgave af den alvidende fortæller. Den observerende fortæller skal ses som en flue på væggen, idet det er en implicit fortæller. Det betyder, at der er tale om en ekstern synsvinkel, hvor fortælleren ikke har adgang til karakterernes følelser og tanker. Historier med denne type fortæller er derfor handlingsorienterede, da der udelukkende kan beskrives det, der kan ses og høres.

'Han begynder at græde, han læner sig op ad køkkenbordet og begynder at græde, hun rører i en gryde med mørkerød sovs og smager den til med salt.' (Helle Helle, En stol for lidt)

I novellen En stol for lidt er der ingen adgang til de to hovedpersoners tanker, men til gengæld udfolder hele handlingsforløbet sig meget detaljeret. Helle Helle er kendt for sine minimalistiske noveller, og dette afspejles også i valget af den observerende fortæller, hvor læseren er nødt til at analysere mellem linjerne - altså at finde ud af, hvad historien handler om, og hvad karaktererne tænker, udelukkende ved hjælp af dialog og beskrivelser af deres handlinger.

Fortællestil: Kan man have tillid til fortælleren?

Når du har fastslået, hvilken type fortæller der er til stede i historien, er det tid til at granske fortællestilen. Når man undersøger fortællestilen i en tekst, bør man vurdere, om fortælleren er pålidelig eller upålidelig. Dette indebærer at afgøre, om læseren kan stole på det, fortælleren formidler. Det kan være, at fortælleren leder historien i en anden retning end den faktiske handling. En upålidelig fortæller kan gøre dette for at skjule en hensigt eller en vigtig sandhed til egen fordel.

Alle typer fortællere kan være utroværdige. Sommetider kan det skyldes, at fortælleren ønsker at fremstille en bestemt karakter i et gunstigere lys, men det kan også fungere som et plot-twist, der vender hele historien på hovedet.

Når du skal vurdere, om fortælleren er upålidelig, kan du lede efter disse indikatorer:

• Der kan forekomme mangler i historien og manglende sammenhæng, hvilket indikerer, at visse elementer bevidst holdes skjult for læseren

• Beskrivelser af karakterer stemmer ikke overens med det, som andre karakterer udtrykker

• Handlingen i historien er ikke i harmoni med omgivelserne, stemningen og miljøet

• Hvis fortælleren tager parti for en eller flere karakterer, for eksempel ved at nedgøre de andre karakterer og fokusere mere på den karakter, de sympatiserer med

Hvis du kommer frem til, at fortælleren er upålidelig, kan du stille dig selv disse spørgsmål:

• Hvad har fortælleren fremhævet i historien?

• Hvad har fortælleren udeladt i historien?

• Hvilken årsag har fortælleren til at være upålidelig?

Et velkendt eksempel på en upålidelig fortæller findes i filmen Shutter Island, instrueret af Martin Scorsese. Mod slutningen af filmen er seeren i tvivl om, hvorvidt hovedpersonen har været ærlig i sin fremstilling af at være en detektiv, der undersøger en kvindes flugt fra et psykiatrisk hospital, eller om han i virkeligheden har opdigtet det hele som følge af en psykose. I denne kontekst fungerer spørgsmålet om fortællerens troværdighed som et plot-twist.

Konklusion

Der eksisterer forskellige fortælleteknikker, og hver af dem har sin egen rolle i at forme en historie. Alle fortælleteknikker har fordele og ulemper, da de hver især har unikke karakteristika, der påvirker, hvordan historien opfattes. Når man analyserer fortælleren i historien, er det også afgørende at undersøge, om fortælleren er pålidelig eller ej. Hvis det viser sig, at der er tale om en upålidelig fortæller, kan historien potentielt forstås i et nyt lys.

Kunne du tænke dig at få det forklaret på en anden måde? Så kan du se den nedenstående video fra Restudy.