Hvad er kendetegnene på et folkeeventyr?

Denne artikel blev oprindeligt forfattet af Michèle Simonsen til Den Store danske. Den er her gengivet i en let revideret form af en dansklærer fra Køge Gymnasium.

Begrebet 'folkeeventyr' som en specifik genre inden for folkedigtningen og litteraturen opnåede først udbredt anerkendelse i Danmark i det tidlige 19. århundrede (1800-tallet), idet nationalromantikkens forfattere begyndte at interessere sig for elementer af den folkelige fortælletradition, parallelt med at folkemindevidenskaben etablerede sig som en særskilt akademisk disciplin.

I dagligdags sprogbrug betegner eventyr typisk en beretning, der indeholder overnaturlige elementer. Folkemindeforskere anvender dog termen 'eventyr' i en mere omfattende forstand til at beskrive enhver opdigtet historie, som er fremført mundtligt med det formål at underholde. De foretager dermed en distinktion mellem forskellige undertyper af folkeeventyr:

Trylleeventyr, der repræsenterer en meget beskeden del af fortælletraditionen, omfatter overnaturlige entiteter, magiske evner og genstande; her kan eksempelvis nævnes Askepot og Prins Hvidbjørn. Gennem et indviklet forløb skildrer de, hvordan en ung, ofte fattig protagonist, enten en helt eller en heltinde, udsættes for ualmindelige (umenneskelige) strabadser, for derefter med bistand fra overnaturlige kræfter at opnå et fremgangsrigt og glædeligt ægteskab.

Novelleeventyr, som også benævnes romantiske eventyr, følger trylleeventyrenes struktur, men inkorporerer ikke overnaturlige fænomener; de indeholder derimod bemærkelsesværdige tilfældigheder, forklædte individer og utænkelige udgange på konflikter. Inden for denne gruppering finder man adskillige fortællinger fra de velkendte 1001 Nat.

Legendeeventyr beretter om Jesu, Vorherres eller Sankt Peters vandring og virke blandt menneskene, dog med den væsentlige forskel fra helgenlegender, at de åbent erkender deres fiktive og ofte drillende (skæmtefulde) karakter.

Historier om tåbelige trolde, som lader sig snyde af begavede personer, indeholder blandt andet de mange beretninger om, hvordan Fanden (djævelen) blev ført bag lyset.

Dyreeventyr, hvor de primære roller (helten og dens modpart) udfyldes af dyr, besidder en bemærkelsesværdigt ukompliceret struktur. De mest anerkendte eksempler er de mange historier om ulven og ræven.

Skæmteeventyr, såsom den velkendte Lille Claus og store Claus, udgør den mest omfattende kategori. Denne gruppering indeholder mange distinkte subtyper: fortællinger, der driver spot med de velhavende, de indflydelsesrige og det bestående samfundssystem; historier, der latterliggør de sårbare og de uintelligente; anekdoter, som gør nar af gængse normer; samt molbohistorier, hvilket er fortællinger, der satiriserer over befolkningen i et bestemt område, traditionelt opfattet som værende naive; disse typer kendes allerede fra antikkens Grækenland.

Skrøner er fiktive beretninger, der ofte er blevet fortalt af jægere og søfolk, fremstillet som om de var personlige erfaringer (jf. også Münchhausens Vidunderlige Rejser).

Formelle eventyr inkluderer remsefortællinger af den art, der fortsætter: , osv.".

Eventyr repræsenterer følgelig en ren underholdningsfiktion og afviger derfor markant fra både myter - der er knyttet til ritualer og i allegorisk form udtrykker et samfunds religiøse og verdensanskuelige forestillinger - og fra sagn, der foregiver at være virkelige hændelser.

Eventyr bliver typisk inddelt i de to hovedkategorier: folkeeventyr og kunsteventyr. Medens kunsteventyr er karakteriseret ved at være skriftlige og tydeligt bære præg af en specifik forfatter, er definitionerne af 'folk' og 'folkeeventyr' derimod mindre entydige. Et særligt kendetegn for folkedigtningen er dog, at den bliver overleveret mundtligt i et interaktivt forhold mellem fortæller og publikum, hvilket muliggør opståen af ændringer og varianter, også selvom indholdet (stoffet) kan have sin oprindelse i en nedskrevet kilde.

Studiet af eventyr

Folkeeventyr, der stammer fra Europa, Indien, Mellemøsten og Nordafrika, udviser betydelig lighed, men adskiller sig alligevel altid en smule. Tidligere har forskningen søgt at forklare disse sammenfald og variationer gennem en undersøgelse af folkeeventyrenes oprindelse. Nogle forskere var af den opfattelse, at folkeeventyr havde deres kilde i specifikke geografiske punkter, hvorfra de havde spredt sig under løbende transformation: enten fra Indien blandt den ariske befolkning før den indoeuropæiske folkevandring (en teori støttet af Grimm og Max Müller) eller fra Indien blandt buddhistiske munke i middelalderen (jf. Th. Benfey).

Andre forskere fastholdt derimod, at identiske eventyr med stor sandsynlighed kunne være opstået på forskellige lokationer, helt uafhængigt af hinanden. Hvis der alligevel viste sig væsentlige paralleller, blev dette forklaret med det synspunkt, at alle folkeslag gennemgår tilsvarende faser i deres kulturelle udvikling (jf. Andrew Lang).

Moderne folkemindeforskere er primært af den overbevisning, at blandingen af uforanderlige og varierende elementer i eventyrene er et definerende karakteristikum ved den mundtlige fortælletradition; dette fænomen genkendes eksempelvis også i folkeviser. Inden for den orale overlevering improviserer den dygtige beretter ved hver genfortælling af et eventyr, dog med udgangspunkt i overleverede motiver og velkendte handlingsskemaer. På den måde frembringer fortælleren en ny version af beretningen, alt imens han fortsætter en ældgammel tradition. Det medfører, at eventyrene manifesterer sig i adskillige udformninger, uden at man kan hævde, at den ene version er mere "rigtig" eller "autentisk" end den anden.

Det dynamiske samspil mellem eventyrenes faste og omskiftelige bestanddele motiverede den finske forsker Antti Aarne (1867-1925) til at formulere to væsentlige begreber: eventyrtypen og eventyrvarianten. Med disse som fundament etablerede han en omfattende klassificering af alle kendte folkeeventyr. Hans arbejde blev senere revideret og udvidet af amerikaneren Stith Thompson i hans publikation The Types of the Folktale. A Classification and Bibliography (første udgave 1928, anden udgave 1961), og dette specifikke indeks har fungeret som forbillede for et stort antal nationale eventyrregistre.

Aarne og Thompson udformede primært deres indeks baseret på narrative traditioner fra Europa, Indien og Nærorienten. Dette betyder, at de omfattende fortælletraditioner fra eksempelvis Afrika, Grønland eller de amerikanske indianere ikke i tilstrækkelig grad stemmer overens med Aarne-Thompsons klassificering. Man kan hyppigt genkende overordnede handlingsforløb og individuelle motiver, men den specifikke kombination af motiver, der karakteriserer en eventyrtype, er kun sjældent til stede.

Ydermere mente Aarne, at det var muligt at spore eventyrtypen tilbage til dens originale udformning. Dette synspunkt udfordres af moderne folklorister, som i højere grad betragter eventyrtypen som en teoretisk model, der aldrig har haft en reel eksistens, men som er velkendt for både fortælleren og publikum og danner fundamentet for den specifikke fortælling. Den historisk fokuserede forskning har opgivet bestræbelsen på at afklare samtlige eventyrs oprindelse og har i stedet rettet sin opmærksomhed mod tilblivelsen af enkeltstående undergenrer eller eventyrtyper. Endvidere har den nyere forskning beskæftiget sig med eventyrenes sociale formål, deres indre opbygning og udtryksmåde, samt deres psykologiske dybde og relevans.

Ligesom enhver anden form for folkelig digtning er folkeeventyr uløseligt forbundet med en bestemt social og kulturel kontekst. De blev overleveret af et relativt beskedent antal talentfulde historiefortællere, overvejende mænd, i særlige fortælleomgivelser: blandt omrejsende arbejdsfolk (eksempelvis søfolk, fårehyrder, soldater, vandrende håndværkere m.fl.), ved arbejdsrelaterede sammenkomster og i familiens skød (hjemmene). Kun et lille udvalg af eventyrtyper - herunder dyrefortællinger og remsefortællinger - synes at have været decideret tiltænkt børn, indtil borgerskabet adopterede eventyr til pædagogiske formål, især med brødrene Grimms udgivelse af deres samling, som de navngav Kinder- und Hausmärchen (mellem 1812 og 1815).

Selvom hver beretter har sin personlige stil, besidder folkeeventyr en fælles poetik, der har betaget romantiske digtere, og som blandt andre Axel Olrik, Max Lüthi, Paul V. Rubow og Bengt Holbek har stræbt efter at afdække. Denne poetik er kendetegnet ved en objektiv fortælleform, hvor syntetiske billeder og situationer benyttes frem for indgående psykologiske skildringer. Vladimir Propps banebrydende arbejde med trylleeventyrenes strukturelle opbygning har vist sig at være epokegørende, ikke alene for eventyrforskningen, men også for fortælleteknik i bredere forstand.

Grundet deres omfattende anvendelse af genkendelige motiver, der også manifesterer sig i andre kunstgenrer, visuel kunst, drømme og ceremonier, har folkeeventyr genereret betydelig fascination blandt psykologer og psykoanalytikere fra varierende skoler. Blandt disse har Freud, Géza Róheim (1891-1953) og C.G. Jung søgt at afklare eventyrets tilblivelsesforløb fra den rene fantasi til den organiserede fortælling. Bruno Bettelheim studerede derimod eventyrenes rolle i den psykologiske modningsproces hos børn. Endvidere har kvindeforskningen introduceret nye perspektiver på eventyrgenren, herunder ved at fortolke eventyr som beretninger om kvindelig selvudvikling eller ved at fremhæve tilstedeværelsen af stærke og kloge kvindelige karakterer i eventyrfortællingerne.

De litterære eventyr

Relationerne mellem mundtligt overleverede folkeeventyr og nedskrevne, forfatterbestemte kunsteventyr er af en betydning, der matcher deres indbyrdes uligheder. Man kan fastslå, at skønlitterære forfattere, især i specifikke tidsrum, har bearbejdet de orale folkeeventyr på overvejende to måder: dels ved at transskribere dem til egne narrativsamlinger, dels ved at anvende genrens formelle og stilistiske virkemidler som afsæt for deres egne originale litterære frembringelser, hvad enten dette var i form af kunsteventyr eller andre litterære kategorier....