beaneye.pages.dev

Hvornår kommer det

Månedlig vejrudsigt

Udsendt den 5. august 2025 (med virkning fra 11. august til og med 14. september). Den næste prognose offentliggøres den 12. august.

I de kommende par uger ser det ud til, at højtryksområder vil give mere stabilt vejr - perioder med tørvejr med solskin og pæne sommertemperaturer. Det bliver dog ikke fuldstændig stabilt, for mellem højtryksryggene kan lavtryk passere landet og forårsage dage med regn eller byger. Fra den sidste uge af august og ind i september er prognoserne mere usikre. På trods af tendenser til mere ustabilt vejr, kan højtryksrygge af og til medføre dage med tørt og solrigt vejr.

Uge 33 (11/8 til 17/8)
Mandag i uge 33 er der et højtryk i nærheden af Danmark, hvilket giver os tørt og solrigt vejr med behagelige sommertemperaturer. Senere på ugen kan en svag front passere landet vestfra, hvilket medfører mere skyet vejr, en smule opfriskende vind og lidt lavere temperaturer. Et nyt højtryk ser dog ud til at blive bygget op over Danmark og Skandinavien, hvilket i så fald vil give os dage med tørt og solrigt vejr med forholdsvis rolige vindforhold og stigende temperaturer. Adskillige prognoser indikerer, at vi kan få et par sommerdage med temperaturer stedvis over 25 grader.

Mod slutningen af ugen ser højtrykket ud til at blive forskudt mod øst, og i løbet af weekenden kan et lavtryk passere landet fra vest med skyer og stedvis regn eller byger, der lokalt kan blive ret kraftige, men timingen og detaljerne er endnu meget usikre.

Temperaturen ser alt i alt ud til at ende en smule eller en anelse over det normale. 

Dagtemperaturen forventes typisk at nå op mellem 18 og 26 grader, enkelte dage muligvis lokalt lidt varmere. Nattemperaturen forventes typisk at falde ned mellem 12 og 18 grader, enkelte nætter stedvis lidt koldere.   

Nedbørsmængderne er mere usikre, men forventes at falde under de normale, svarende til mellem ca. 8 og 15 mm på landsplan, med tør indledning og byger i løbet af den anden halvdel af ugen. Bygerne kan lokalt give større mængder.

Uge 34 (18/8 til 24/8)
Flere prognoser viser, at et lavtryksområde ligger over Skandinavien i begyndelsen af uge 34, hvilket i så fald kan give os en overgang med regn, efterfulgt af et par dage med byger, opfriskende vind og lidt mere beskedne temperaturer.

Der er dog også tendenser til, at et højtryk i hvert fald for en tid vil brede sig fra De Britiske Øer til Skandinavien og give os for det meste tørt vejr med gode solchancer og stigende temperaturer - måske får vi yderligere en eller et par sommerdage.

Prognoserne er efterhånden mere usikre. Muligvis svækkes højtrykket senere på ugen, og da vil vi igen få mere ustadigt vejr med flere skyer og byger.

Temperaturen ser samlet set ud til at ende omkring eller en smule over det normale. 

Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 17 og 23 grader, enkelte dage stedvis lidt varmere, mens nattemperaturen oftest vil nå ned mellem 12 og 17 grader, enkelte nætter stedvis lidt koldere.

Nedbørsmængderne er mere usikre, men de vil sandsynligvis ende en anelse under det normale, svarende til mellem ca. 8 og 18 mm. Byger kan måske stedvis give større mængder. 

Uge 35 (25/8 til 31/8)
Prognoserne fra uge 35 er ret usikre, men der er indikationer på, at vejret generelt bliver mere ustabilt: Flere skyer og dage med lidt regn eller byger. Højtryksrygge kan dog i perioder give os tørvejr med sol og sensommerlige temperaturer.

Temperaturen ser samlet set ud til at ende omkring eller en smule over det normale. 

Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 16 og 22 grader, enkelte dage muligvis lidt varmere, mens nattemperaturen oftest vil nå ned mellem 10 og 16 grader, enkelte nætter lokalt lidt koldere.   

Nedbørsmængderne er usikre, men vil sandsynligvis ende omkring eller en smule under det normale, svarende til mellem ca. 10 til 22 mm.

Oversigt for uge 36 og 37 (1/9 til og med 14/9)
Prognosen for første halvdel af september er naturligvis usikker så langt frem i tid, men der er indikationer på at vejret generelt bliver ustadigt. Flere lavtryk vil sandsynligvis bevæge sig op over især Nordskandinavien fra sydvest, og da vil tilhørende fronter med skyer og regn passere Danmark vestfra.

En overgang kan et højtryk eller en højtryksryg passere Danmark og give en periode med tørt og solrigt vejr.

Temperaturen vil sandsynligvis ende omkring det normale for årstiden. Nedbørsmængderne er usikre, men ventes mest sandsynligt omkring de normale for årstiden.

Bemærk: Den normale temperatur og nedbør, der refereres til i prognoserne, er niveauet for de seneste 30 år (se klimanormal for 1991-2020).

Langtidsmeteorolog Martin Lindberg

Fakta | Usikkerhed i langtidsprognoser
Der er beviser for, at vejrsignaler kan forudsiges ved hjælp af vejrmodeller i op til seks uger frem i tiden, afhængigt af vejrtypen. Som tommelfingerregel er månedsprognoser derfor mere sikre end klimatologien, der dækker over det gennemsnitlige vejr fra 1991-2020.

Sæsonprognoser, som rækker tre måneder frem i tiden, er af mere eksperimentel karakter, da der ikke foreligger beviser for, at vejrtypen kan forudsiges så langt frem i tiden.