Heste som ridedyr

De islandske hestes rødder kan spores tilbage til de heste, som blev introduceret af vikingerne, da disse etablerede sig på Island for mere end tusind år siden. Siden vikingetiden er der, som en bemærkelsesværdig kendsgerning, ikke foretaget yderligere import af heste til Island. Som et resultat heraf repræsenterer denne særprægede hesterace Nordens egen, autentiske fuldblodshest, kendetegnet ved dens robuste, men kompakte töltende natur.

De naturlige omgivelser, som disse heste har eksisteret i gennem adskillige århundreder, har effektivt bidraget til deres robuste helbred og bemærkelsesværdige hårdførhed. Endvidere har islændernes specifikke krav til et alsidigt transportmiddel i det ofte vanskeligt fremkommelige terræn affødt en exceptionelt pålidelig, kraftfuld og komfortabel ridehest, der udmærker sig ved sin formidable trinfasthed samt et rigt mål af temperament og en uovertruffen løbeglæde.

Hovedsageligt betragtes den islandske hest primært som en funktionel arbejdshest, hvor fokus i høj grad rettes mod dens fremragende ridekvaliteter. Forventningerne er, at hesten besidder mod og et selvstændigt væsen, samtidig med at den udviser både paratvillighed og en god evne til samarbejde. Ydermere skal den være ukompliceret i sit hold, besidde en betydelig tilpasningsevne, og essentielt, et venligt og stabilt sindelag.

Den islandske hest er en yderst alsidig og funktionel ridehest, der ikke kun tjener voksne ryttere, men ligeledes fremragende egner sig for børn. Dens anvendelsesmuligheder strækker sig over et bredt spektrum inden for ridning, omfattende alt fra afslappede skovture og fælles familieridning til krævende langdistanceridning og sportslige konkurrencer.

Den foretrukne mankehøjde befinder sig typisk i intervallet fra 132 til 140 centimeter, selvom et absolut standardiseret eksteriør ikke aktivt tilstræbes. Alligevel er der et udtalt ønske om en harmonisk proportioneret hest med en let rektangulær bygning, der viser et tørt og karakteristisk hoved. Halsen skal ideelt set være lang, elastisk og højt ansat, hvilket muliggør en korrekt og bærende holdning under ridning. Skulderpartiet bør være både langt og skråtstillet, ryggen skal være fleksibel, og krydset ønskes bredt, skråt afskydende og rigeligt muskelfyldt. Lemmerne skal fremstå kraftfulde, med tydeligt markerede led og sener, men der stilles ikke krav om, at de er absolut rette i deres udformning.

Samtlige nuancer, aftegninger og farvekombinationer er fuldt ud accepterede, ja faktisk mere end velkomne.

Det er i høj grad hestens særlige gangarter, der frem for alt har åbnet døren for den udbredte succes og anerkendelse, som islandske heste har oplevet i de seneste år i store dele af både Europa og Nordamerika.

Udover de tre primære gangarter, som enhver hesterace formodes at kunne udføre - skridt, trav og galop - er islandske heste også genetisk disponeret for yderligere to karakteristiske gangarter, nemlig tölt og pas.

De unikke gangarter: Tölt og Pas

Hestens individuelle anlæg for de to supplerende gangarter fremstår stærkt differentieret. Mens nogle islandske heste primært foretrækker trav, vil andre hellere udføre tölt, og atter andre ynder allermest at bevæge sig i pas. Præcis denne diversitet gør, at ridningen opleves som særdeles interessant og udfordrende.

Det er værd at bemærke, at ikke samtlige islandske heste mestrer gangarten pas. I den daglige sprogbrug inddeles hestene i kategorierne 4-gængere eller 5-gængere. Ligeledes eksisterer der heste, som besidder et særligt udtalt talent for pas. Disse særlige individer kaldes "pasheste" og udviser ofte en bemærkelsesværdig løbeglæde.

Om Tölt:

Tölt defineres som en firtaktet gangart, der følger den identiske benflytningssekvens som skridt: startende med højre bagben, efterfulgt af højre forben, derefter venstre bagben og slutteligt venstre forben. Under udførelsen af tölt har hesten konstant enten et eller to ben i kontakt med underlaget, modsat skridt, hvor den altid opretholder kontakt med jorden med to eller tre ben. Fraværet af en svævefase gør denne gangart exceptionelt komfortabel og skånsom for rytteren.

Normalt beskrives töltens udførelse i tre særskilte tempi: arbejdstölt, som repræsenterer den laveste hastighed, dernæst middeltempo og endelig frit tempo. Det frie tempo kan opnå en betydelig hastighed. I arbejdstempo er hesten typisk mest kollekteret; omvendt skal den ved accelererende tempo strække sin krop, hvilket derved øger skridtlængden og fremmer en tiltagende fremadrettet bevægelse.

Det ideelle billede er en rytmetro, smidig og velbåret hest, der udstråler både stolthed, en markant løbeglæde samt en stærk vilje til samarbejde. Essentielt er en fuldendt harmoni og forståelse mellem hest og rytter. Hestens hovedposition bør være frem for den lodrette linje, halsen skal være elegant rejst, bagparten og ryggen skal aktivt medvirke i bevægelsen, og forbenenes aktion bør demonstrere markant skulderfrihed samt et tydeligt højt knæløft.

Om Flyvende Pas:

Pas er en karakteristisk totaktet gangart, hvor hesten simultant flytter sine for- og bagben på samme side, hvilket desuden inkluderer en lang og tydelig svævefase, inden det næste benpar kommer i kontakt med jorden. Dette er årsagen til, at gangarten benævnes "flyvende pas". Hastigheden ligger typisk i omegnen af 40 kilometer i timen, og gangarten udføres primært over kortere strækninger.

Analogt med de andre gangarter kan pas ligeledes udføres i forskellige tempi. Det særlige kendetegn ved passen er dog, at det udelukkende er den flyvende pas i højt tempo, der er ønskværdig. En langsommere udgave af pas benævnes ofte enten "grisepas" eller "rejsepas", og dette kan potentielt være et tegn på, at hesten er stiv i ryggen og dermed mindre komfortabel at sidde på.

Den flyvende pas betragtes ikke som en primær brugsgangart, idet denne bevægelsesform er temmelig energikrævende for hesten.

Det ideelle er en hurtig, potent og elegant hest, som vedvarende formår at øge sin hastighed, og som udstråler en betydelig løbeglæde - gerne kombineret med en vis vildskab. Det er afgørende, at der hersker en fuldkommen harmoni mellem hest og rytter.

Rolle som Ridehest:

Som ridedyr fremstår den islandske hest bemærkelsesværdigt robust, kraftfuld og yderst alsidig. Gennem en lang række år har den uden vanskeligheder formået at transportere både sig selv og en fuldvoksen rytter over betydelige distancer og igennem det ofte ufremkommelige terræn på Island.

Det står klart, at de omstændigheder, vi opererer under i Danmark, ikke er fuldstændig identiske med de islandske. I Danmark finder den islandske hest imidlertid en voksende anvendelse inden for sportskonkurrencer og som en yndet fritidshest.

Hovedparten af de islandske hestes ryttere tiltrækkes i vid udstrækning af hestens mangfoldige talent for gangarter. En veltrænet ridehest, der udfører tölt med stor sikkerhed, er en hest, som de fleste mennesker uden besvær vil kunne nyde en skovtur på. Hestens bløde bevægelser letter oplevelsen og muliggør, selv for uerfarne ryttere, at nyde turen fuldt ud. Dette medfører ligeledes, at det typisk er hele familien, der samlet kan deltage i en ridetur.

For den mere erfarne rytter byder der sig imidlertid betydelige udfordringer i at beherske samtlige af hestens fire eller fem gangarter. Som følge af hestens dimensioner anvendes gangarterne primært ved brug af vægthjælpen, hvilket nødvendiggør en veludviklet balance for at opnå en fuldkommen samhørighed med dyret. Idet hestenes individuelle anlæg for de forskellige gangarter sjældent er fuldstændig identiske, udgør det en væsentlig udfordring at lære den enkelte hest grundigt at kende - og derved "finde nøglen" til dens specifikke gangarter. Denne situation er naturligvis især relevant for yngre heste. Der er typisk behov for begrænset træning, før selv let øvede ryttere formår at "skifte gear" effektivt.

Konkurrenceformer:

Der forefindes primært to særskilte former for sportskonkurrencer. Den ene kategori omfatter sportsbegivenheder, hvor ekvipagen - det vil sige helheden af hest og rytter - bedømmes, og den anden er Gæðingakeppni, hvor det udelukkende er hestens individuelle præstation, der vurderes.

Under de traditionelle sportskonkurrencer foregår bedømmelsen af gangarterne på en dedikeret ovalbane. For 4-gængere bedømmes gangarterne skridt, trav, tölt og galop, mens 5-gængere yderligere modtager en evaluering af pas. Derudover eksisterer der adskillige tölt-specifikke konkurrencer, hvor netop töltens kvalitet og udførelse underkastes bedømmelse.

Pas vurderes på baggrund af både hastighed og stil i disciplinen stilpas, og desuden konkurreres der også om at opnå den hurtigste tid i egentlige væddeløb på en dertil indrettet pasbane.

Ydermere er det muligt at konkurrere om hestens alsidighed i disciplinen ALRID, hvor både hest og rytter får lejlighed til at fremvise deres færdigheder inden for distanceridning, terrænridning samt de forskellige gangarter.

Naturlig ridning:

På grund af sin baggrund er den islandske hest yderst trinfast i terrænet, og i langt de fleste situationer foregår hestens træning direkte i naturen.

Størstedelen af fritidsryttere benytter desuden deres heste til både kortere og længere rideture i det naturlige landskab. Da mange ryttere har deres heste opstaldet på hjemmeadressen, påbegyndes rideturene ofte direkte fra hjemmet. Periodevis arrangerer klubberne fælles udflugter for deres medlemmer, som ofte leder til naturskønne omgivelser og som rummer et markant socialt element for både hest og rytter.