Er det muligt at aftjene værnepligt senere
Under Forsvarets Dag
Sådan forløber dagen
Samtlige aktiviteterne på Forsvarets Dag finder sted på det Rekrutteringscenter, som du er indkaldt til. Her møder du 30-50 andre mænd og kvinder, der skal igennem det samme program som dig.
Programmet varer op til seks timer, og i løbet af dagen modtager du en let snack.
Program
- Du bliver præsenteret for Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Beredskabsstyrelsen
- Skriftlig prøve
- Dit helbred bliver undersøgt
- Du får at vide, om du er vurderet egnet
- Du trækker et lodnummer
- Du har mulighed for at få personlig rådgivning og en frivillig supplerende helbredsundersøgelse
HUSK!
- Inden du møder op at udfylde dit helbredsspørgeskema.
- På dagen at medbringe indkaldelsesbrevet, Mit-ID, kørekort, sundhedskort, alle eksamensbeviser, lægeerklæringer og evt. medicin.
- Hvis du ønsker at få den supplerende helbredsundersøgelse, så er det vigtigt, at besvare robusthedsscreeningen.
Skriftlig prøve
Den skriftlige prøve, som du skal gennemgå, er delt op i fire dele, og tager cirka en time at gennemføre. Du bliver testet inden for områderne:
Dansk
Matematik
Logisk tænkning
Figursammensætning
Helbreds-undersøgelse
Helbredsundersøgelsen er en del af den obligatoriske sessionsbehandling, som består af to dele.
I den første del bliver du målt og vejet og får testet dit syn og din hørelse. Du vil også få målt dit blodtryk og puls. Ved denne del af undersøgelsen har du dit almindelige tøj på - men ikke sko.
Anden del af undersøgelsen foregår hos sessionslægen, der vurderer, om du helbredsmæssigt er 'egnet' til værnepligtsuddannelsen. Konsultationen hos sessionslægen foregår iført undertøj.
Den samlede vurdering af dit helbred bygger på resultaterne af helbredsundersøgelsen samt det helbredsspørgeskema, som du har indsendt før Forsvarets Dag.
Husk at udfylde det digitale helbredsspørgeskema
Egnet eller ej?
På Forsvarets Dag bliver det vurderet, om du er "egnet" til værnepligtsuddannelse.
Egnet
Hvis du bliver vurderet "egnet", skal du trække et nummer, der afgør, om du bliver indkaldt til værnepligtsuddannelse eller ej.
Begrænset egnet
Hvis du bliver vurderet "begrænset egnet", skal du stadig trække et nummer, men du bliver ikke indkaldt til værnepligtsuddannelse, medmindre du melder dig frivilligt.
Uegnet
Hvis du bliver vurderet "uegnet", kan du ikke tage en værnepligtsuddannelse. Du kan dog søge om ny sessionsbehandling et halvt år efter Forsvarets Dag, hvis du ønsker en ny vurdering.
Trækning af nummer
På Forsvarets Dag får du forklaret betydningen af det nummer, som du trækker.
Frinummer
Hvis du trækker frinummer, bliver du ikke indkaldt til værnepligtsuddannelse. Men du kan stadig melde dig frivilligt - hvis du bliver vurderet "egnet" eller "begrænset egnet". Du skal i så fald underskrive en aftale om værnepligtstjeneste, hvor du kan ansøge om værnepligtstjeneste på et bestemt tidspunkt og sted.
Måskenummer
Hvis du trækker et lavt lodnummer på Forsvarets Dag betegnes det 'måskenummer', fordi det betyder, at du måske indkaldes til værnepligtstjeneste, hvis der ikke er nok der melder sig frivilligt. Sessionslederen vil bede dig angive to ønsker til tjenestested og område, som Sessionen vil forsøge at efterkomme i det tilfælde, at du skulle blive tvangsindkaldt til værnepligtstjeneste på baggrund af dit "måskenummer". Hvert halve år fordeler Sessionen værnepligtspladserne til dem, der har meldt sig frivilligt til værnepligtstjeneste. Hvis der er nok der har meldt sig frivilligt til værnepligtstjeneste, omdannes dit "måskenummer" til et frinummer, og du fritages derved for værnepligtstjeneste. Du får et brev i din Digitale Postkasse, når fordelingen er sket. I dag er frivillighedsgraden over 99 %, hvilket betyder, at der som udgangspunkt ikke er nogen, der bliver tvunget til værnepligtstjeneste.
Forstå dit lodnummer
Lodnumre med høje tal er "frinumre" og lodnumre med lave tal er "måskenumre". Grænsen for om dit nummer er et "frinummer" eller ej bliver fastsat ud fra forskellige faktorer. Den altafgørende faktor er antallet af frivillige, der har søgt værnepligt i de forskellige perioder. Hvis der er mange frivillige, vil lodnummergrænsen være lav og omvendt.
Supplerede helbredsundersøgelse
Hvis du på Forsvarets Dag bliver vurderet egnet eller begrænset egnet, vil du blive tilbudt en supplerende helbredsundersøgelse, som giver mulighed for et bredt udvalg af værnepligtsuddannelser.
Den supplerende helbredsundersøgelsen er et frivilligt tilbud.
Den varer 24 minutter og foretages af Forsvarets sessionslæger.
Konsultationen hos sessionslægen består af en samtale, hvor du er fuldt påklædt og en undersøgelsen, hvor du er iført undertøj.
Du opfordres til at udfylde robusthedsscreeningen som del af helbredsundersøgelsen.
Læs mere om den supplerende helbredsundersøgelse
ROBUSTHEDSSCREENINGEN
Robusthedsscreeningen består af et digitalt spørgeskema, som tager cirka 30 minutter at udfylde. Du får besked i din digitale postkasse forud for du kommer på Forsvarets Dag.
Det er frivilligt om du vil udfylde spørgeskemaet, men ønsker du en supplerende helbredsundersøgelse er robusthedsscreeningen obligatorisk.
Hvis du ikke gennemfører robusthedsscreeningen inden du møder på Forsvarets Dag, så medbring gerne smartphone eller tablet med adgang til MitID-login på Forsvarets Dag - hvis du på dagen alligevel vil gennemføre den frivillige supplerende helbredsundersøgelse og robusthedsscreening.
Har du ikke en smartphone eller tablet med adgang til MitID-login med på Forsvarets Dag, vil du stadig kunne gennemføre testen.
Læs mere om robusthedsscreeningen
Aftale om værnepligt
Uanset hvilket nummer, du trækker, har du mulighed for at melde dig frivilligt og indgå aftale om værnepligt - faktisk er godt 99 % af alle værnepligtsaftaler i dag indgået frivilligt.
En aftale om værnepligt giver dig størst mulig indflydelse på, hvor og hvornår du vil tage værnepligtsuddannelsen. Du kan skrive tre prioriterede steder, men du er først sikker på en plads, når Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen bekræfter din aftale.
Aftjening af værnepligt efter august 2026
Vigtigt! Tjek om det tjenestested du gerne vil aftjene din værnepligt stemmer overens med den vurdering du fik til helbredsundersøgelsen på Forsvarets Dag.
Har du en egnet- eller en begrænset egnet-erklæring fra Forsvarets Dag fra 2024 eller tidligere, skal du tjekke om det værnepligtshold du gerne vil på kræver en supplerende helbredsundersøgelse
Du kan sende din ansøgning elektronisk via borger.dk på linket henunder.
Indgå "aftale om værnepligtstjeneste"
Kan du ikke anvende den digitale løsning?
Hvis du ikke kan eller har mulighed for at anvende den digitale løsning, kan du hente ansøgningen som pdf.
Download 'Aftale om værnepligtstjeneste
Der er rift om pladserne på værnepligtsuddannelserne, og derfor kan det være en god idé at udfylde en aftale allerede på Forsvarets Dag. Du kan dog også gøre det senere, hvis der er ledige pladser.
Se ledige pladser
Hvis du som kvinde vil tilmeldes værnepligtsuddannelsen, skal du underskrive en aftale om værnepligtstjeneste - enten på Forsvarets Dag eller senere.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål eller ønsker at vide mere om værnepligten, er du velkommen til at kontakte os på 7281 9955 mandag til torsdag kl. 10 til 14, fredag kl. 10 til 12.