Hvornår finder Kræftens Bekæmpelse Uge Sted?

Tilstedeværelsen af kræft har været anerkendt helt tilbage fra antikken. Dog var det førhen infektionssygdomme, der hyppigst medførte døden, før individer nåede en alder, hvor kræft kunne manifestere sig.

Omkring midten af det 19. århundrede, hvor gennemsnitslevealderen for danskere lå på [indsæt årstal], begyndte kræft at vække stor bekymring blandt læger. Dette skyldtes dels introduktionen af nyopfundet æterbedøvelse, som muliggjorde kirurgisk behandling af kræft. Desuden havde medicinsk videnskab sandsynligvis opnået en mere videnskabelig tilgang.

I publikationen Ugeskrift for Læger fra denne periode findes adskillige artikler, der adresserer emnet kræft og dets behandlingsmetoder. I det, der kan betragtes som en omfattende statusrapport, foretages der en gennemgang af alle de behandlingsformer, der var blevet forsøgt i de forudgående år.

"Medicinsk Viden Fejler i Vores Forsøg"

Den ældste bevarede beskrivelse stammer fra en ægyptisk papyrus fra [indsæt år f.v.t.]. Den anerkendte græske læge Hippokrates behandlede patienter med kræft omkring [indsæt år f.v.t.] ved hjælp af diæter, åreladning og afføringsmidler. Selvom kirurgisk fjernelse af kræftknuder også var beskrevet, medførte manglen på bedøvelse og antiseptiske midler, at operationerne var ubeskriveligt smertefulde, og udfaldet ofte dystert.

Kræftbehandlingen i midten af 1800-tallet havde, sammenlignet med Hippokrates' metoder, ikke oplevet betydelige fremskridt. Situationen var derfor utilfredsstillende, da Ugeskriftet i [indsæt årstal] beskrev kræft som "en af de mest smertefulde og forfærdelige lidelser, der kan ramme et menneske og blive overdraget en læge til behandling, da [lægens] kunst som regel svigter os."

Derfor er det essentielt at have et åbent sind over for enhver "fornuftig bestræbelse rettet mod denne sygdom" - herunder også behandlinger, der udelukkende tjener til at "mindske smerterne, så de bliver mere tålelige".

Ligesom det er tilfældet i dag, var der jævnligt rapporter om nye, lovende behandlingsmetoder, som alle havde deres entusiastiske fortaler. Et eksempel herpå var den "napolitanske læge Landolfi", som ifølge Ugeskriftet havde indført en ny behandling, "der senere er blevet afprøvet og delvist anerkendt af flere, især tyske læger", og som indebar påsmøring af en klorholdig pasta på tumor.

At Skære Eller Ikke At Skære?

Debatten om fordele og ulemper ved kirurgisk fjernelse af svulster var et emne, der affødte passionerede diskussioner. I [indsæt årstal] rapporterede den skotske kirurg Jacob Hill, at ud af 88 opererede kræfttilfælde oplevede han kun ti tilbagefald. Andre kirurger, der foretrak kirurgi, fremhævede lignende positive resultater. Det skal dog bemærkes, at diagnosen "kræft" dengang kunne være usikker, og det kan ikke med sikkerhed fastslås, at alle tilfælde reelt var kræft, eller om de var godartede.

For at opretholde en balanceret fremstilling præsenteres også en række læger, der var imod kirurgisk intervention. Disse referencer går helt tilbage til Hippokrates og den romerske læge Celsus (ca. år 0). Derudover findes der nyere kilder, såsom en læge, der i [indsæt årstal] i værket Outlines of Pathology beskrev, at han i 99 amputerede "scirrhøse" bryster fandt "scirrus" i arret eller de nærmeste lymfekirtler (scirrus defineres i en samtidig ordbog som "en hård knude, der opstår ved forhærdning af en kirtel og ofte udvikler sig til kræft", red.). Ugeskriftet citerer London Medical Gazette fra juni [indsæt årstal] for udtalelsen, at "blandt tilfælde, der for det meste blev opereret under de mest gunstige omstændigheder, har der ikke én gang været tale om varig helbredelse". Andre kirurger kunne meddele lignende negative erfaringer med helbredelse efter fjernelse af tumorer.