Jyske Lov: Hvad kendetegner den?

Identifikation

Jyske Lov, der repræsenterer den mest fremtrædende blandt de danske landskabslove, åbner med ordene: "Med lov skal land bygges." Den (Jyske Lov) blev formelt udstedt af kong Valdemar II Sejr (som herskede fra 1202-1241) i år 1241, og fungerede som en af hans afsluttende embedshandlinger, idet den blev godkendt af hans rådsforsamling, der omfattede rigets ni biskopper. Iblandt denne gruppe var den 90-årige Gunnar af Viborg (født 1152, død 1251), som adskillige opfatter som den reelle ophavsmand til lovens velkendte fortale. Gennem denne lov etableres opfattelsen af retsordenen som en form for pagt, der indgås mellem statens overhoved og befolkningen, hvilket markerer et skridt i den danske samfundsudvikling. Denne opfattelse blev endvidere forstærket via den håndfæstning, som magtfulde stormænd i år 1282 succesfuldt krævede af kong Erik V. Klipping (som herskede 1259-1286) under danehoffet i Nyborg. Disse to skrifter fungerer begge som væsentlige forstadier til den efterfølgende danske statsret, deriblandt Danmarks Grundlov, og udgør følgelig centrale bidrag til belysningen af demokratiets fortid her i nationen.

Tingforsamling - fra Olaus Magnus' bog om de nordiske folks historie, 1555.

Oprindeligt opstod stridighederne mellem kejseren og paven som uenigheder vedrørende retten til at udnævne biskopper; dog kulminerede disse kampe i en afklaring af relationen imellem den verdslige og den åndelige magt på en måde, der sidenhen kom til at tjene som fundament for den nutidige demokratiske samfundsstruktur, nemlig den principielle separation af religion fra politik, altså kirke og stat. Ydermere afspejler Jyske Lov tydeligt de retslige principper, der var fremherskende i den kontemporære katolske kirkeret, især vedrørende principperne om individuelt ansvar og personlig frihed.

I overensstemmelse med Jyske Lov er gyldig lovgivning nødt til at baseres på retfærdighedsprincippet. Definitionen af retfærdighed er imidlertid ikke noget, hverken monarken eller landets stormænd kan fastlægge. Snarere er det et universelt princip, som fundamenteres i den naturlige verdens orden og menneskehedens uforanderlige rettigheder. De gamle romere definerede retfærdighed som den konstante stræben efter at tildele enhver person det, der tilkom ham eller hende - omfattende både materielle og moralske aspekter. Kristendommen forfinede denne indsigt yderligere ved at rodfæste retfærdigheden i den guddommeligt etablerede naturorden, som menneskets fornuft (intellektets kapacitet) er i stand til at fatte, og som det påhviler menneskeheden at realisere inden for samfundets rammer.

Håndfæstningen af 1282, som blev ratificeret i Nyborg, opstod som et direkte resultat af specifikke magtkonflikter mellem monarken og de ledende stormænd, og var således mere dybt rodfæstet i sin samtid. Den (Håndfæstningen) udgør både en videreudvikling af og en konkret manifestation af de principper, der blev artikuleret i Jyske Lovs fortale. I forbindelse med håndfæstningen tilsikrede monarken en palet af rettigheder, som - selvom de på det tidspunkt primært var eksklusive for velhavende borgere - senere ville komme til at udgøre grundlaget for den fremtidige demokratiske evolution. Eksempelvis forpligtede monarken sig - på samme vis som den engelske regent havde gjort i Magna Carta (1215) - til ikke at fælde domme uden et juridisk fundament og til at afholde sig fra arbitrær udøvelse af magt. På dette punkt genfinder vi ydermere konceptet om samfundspagten, som, skønt det forblev latent under enevældens periode, atter opstod i en moderniseret skikkelse i det 19. århundrede.

Argumentation

Jyske Lov integrerede, særligt inden for fortalen, de afgørende principper vedrørende retfærdighed og monarkens forpligtelse over for befolkningen. Disse koncepter var opstået og modnet i Europa som en konsekvens af de vedvarende konflikter mellem de tyske kejsere og pavestolen. Håndfæstningen af 1282 reflekterer ligeledes disse principper og står som det initialle katalog over rettigheder i Danmarks historie.

Både Jyske Lov og Håndfæstningen af 1282 bærer i sig opfattelsen af en retsorden, som affødtes af en overenskomst indgået mellem magthaveren og folket, og som hviler på en absolut og upartisk retfærdighed. Denne pagt ansås for at være uomgængelig for det civiliserede samfundsliv og desuden ukrænkelig; den person, der overtrådte den, ville "handle åbenbart mod Gud", som fortalen eksplicit angiver.

Både loven og håndfæstningen opnåede godkendelse fra forsamlinger, der inkluderede kongen, biskopperne og de magtfulde stormænd. På den måde fungerede de til en vis grad som en forløber for det repræsentative demokratis opståen. Disse lovtekster ville have været uden retskraft, medmindre de fremmødte deltagere anså sig for berettiget til at repræsentere den samlede befolkning - specifikt defineret som alle frieborne mænd i kongeriget samt deres respektive husstande. Det er gennem historiske begivenheder som rådsmødet i Vordingborg i år 1241 og Danehoffet i Nyborg i år 1282, at vi erkender, hvorledes forestillingen om den folkerepræsentative udøvelse af folkemagt tager form i Danmark, sideløbende med dens begyndende udvikling i byerne i Italien og Tyskland.

"Med lov skal land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden. Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. (...) Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven må ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. (...) Den lov, som kongen giver og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler mod Gud".

FRA FORTALEN TIL JYSKE LOV, år 1241.