Hvilken betydning tillægges løven i Sunderland-konteksten?

NORDJYLLAND: Martinus Rørbyes maleri, som afbilder et strandet skib og for nylig blev erhvervet af Louvre i Paris efter en auktion, har efterhånden været genstand for omfattende omtale. De seneste undersøgelser, udført af kunsthistorikere ved Skagens Kunstmuseer, har da også bekræftet, at motivet, til trods for dets titel 'Et stort skib under kalfatring ved Frederikshavn', faktisk udspringer fra Skagen.

Auktionshuset Bruun Rasmussens kunsthistoriker postulerede i sin beskrivelse af maleriet inden auktionen, at det strandede fartøj, der lå højt oppe på kysten, nødvendigvis måtte være blevet skilt ad og solgt som træ. Dog afviger fortællingen om skibet, der bar navnet Ann af Sunderland, markant herfra, idet dens skæbne bestemt ikke udspillede sig permanent på Skagens strand.

I november 1846 var Ann af Sunderland på vej fra Stettin, som dengang var en del af Preussen, med en sending byg, der skulle fragtes til London. Under fartøjets passage op gennem Kattegat stødte det på yderst barske vejrforhold, præget af sne og storm. Ann af Sunderland var dog langt fra det eneste skib, der kæmpede mod den voldsomme storm ud for Skagen i disse dage. Allerede den 27. november gik tre skibe på grund; først kuffen Cathrine, hvorfra fire besætningsmedlemmer blev reddet, inden skibet sank. Ligeledes blev fire mænd samt en del af lasten reddet fra sluppen Frederikke, før dette fartøj led total havari.

Endnu værre forløb det for den tyske skonnert, Die Krone, der var lastet med ærter og ligeledes grundstødte ved Skagen. Kort tid efter sin stranding væltede skibet om på siden, og samtlige ombordværende besætningsmedlemmer omkom. Den efterfølgende dag, den 28. november 1846, rasede uvejret ufortrødent videre, da Ann af Sunderland forsøgte at runde Grenen og styre ind i Skagerrak. Men heller ikke Ann formåede at passere Skagens Rev, og strandede således i løbet af de mørke timer. Hele besætningens fem mand blev dog reddet sikkert i land.

Skagens bjærgelønsprotokoller beretter om en indgået aftale mellem en samling lokale bjærgere og strandingskommissionær J. M. Fabricius, der fungerede som stedets repræsentant og varetog forhandlinger for skibets kaptajn og reder. Bjærgerne blev sikret en tredjedel af skibets last samt en fjerdedel af fartøjets samlede værdi. Selvom mere end to hundrede mænd engagerede sig i redningsarbejdet, viste det sig at være et betydningsfuldt tilskud til de lokale fiskeres indtægter.

I løbet af vinteren lykkedes det bjærgerne at redde en betydelig del af det grundstødte skib, hvilket førte til, at der i februar måned kunne arrangeres en auktion over de reddede genstande. Denne auktion blev publiceret i avisen, som informerede om, at salget ville afholdes mandag den 8. februar i enkemadam Reinerts gård i Skagens Østerby. Blandt de solgte effekter var skibets indbo og dets takkelage - altså sejl, tovværk, master, rigning med videre. Desuden omfattede auktionen tre ankre, to ankertove på 60 favne samt en beskadiget skibsjolle.

Fartøjet var således blevet skilt ad og tømt for alle genstande, der kunne bjærges, og tilbage lå udelukkende det nøgne skrog. Det var dog på nippet til at forsvinde, for i februar 1847 blev skroget lettere, rev sig løs fra grunden og drev afsted, eller "deserterede", som det dengang blev beskrevet i dagspressen om hændelsen. Ti store rorsbåde fra Skagen indledte forfølgelsen, og først i nærheden af Hirsholmene lykkedes det at indfange skibet. Da vind- og strømforholdene umuliggjorde at trække skibet ind til Frederikshavn, blev det i stedet bugseret tilbage til Skagen. Skagens byfogedprotokoller dokumenterer sagens gang, og heraf fremgår det, at bjærgerne nu for anden gang modtog bjærgeløn i forbindelse med Ann af Sunderland, hvilket samlet set udgjorde en særdeles gunstig indtægt for de lokale bjærgelønere.

Efter dets tilbagekomst til Skagen blev skibet efterfølgende halet op på stranden, og det var på dette sted, at Martinus Rørbye i 1847 observerede og skildrede det på lærred. Både billedets motiv og dets titel afslører, at skibet gennemgår kalfatring. Dette indebærer, at det er ved at blive gjort vandtæt og sejlklart til brug.

Fartøjet var altså ikke under afmontering, som ellers ofte antydes i omtalerne af maleriet, og Ann af Sunderlands historie slutter derfor ikke her på Skagens strand. Her blev skibet i stedet kalfatret, repareret og derefter igen søsat. Selvom skibet efter sin stranding blev klassificeret som vrag, betyder dette dog ikke, at det var fuldstændigt ødelagt og skulle hugges op. Det indikerer blot, at fartøjet ikke kunne bjærges i en hel og intakt tilstand, og derfor blev det solgt på auktion stykke for stykke. Dette kan sammenlignes med en bil, som forsikringen erklærer totalskadet, men som alligevel sælges for skrotprisen, hvorefter den demonteres, så dele som dæk, motor eller et sidespejl kan afsættes som reservedele.

Auktionsannoncen afslører ikke, at det tilbageblevne skrog ligeledes blev udbudt til salg. Dog bekræftes salget i en notits fra Aalborg Stiftstidende dateret 25. september 1847. Heri berettes det, at de ålborgensiske købmænd Poul Pagh og Christian Winkel havde anskaffet skibet ved en auktion i Skagen og nu havde det på et værft i Aalborg, hvor det var under omfattende istandsættelse. Fartøjet beskrives endvidere som et vakkert skib, der kun var tre-fire år gammelt.

Ann af Sunderlands endeligt blev altså ikke som et ophugget vrag ud for Skagen. I stedet gennemgik skibet kalfatring på stranden, blev atter søsat og derpå bugseret til Aalborg, hvor det blev rekonstrueret og genoptog sin funktion som fragtskib.

Den af Martinus Rørbye forevigede scene på Skagens strand afspejlede ikke en isoleret forekomst i området. Som allerede beskrevet grundstødte alene fire skibe ved Skagen i perioden, hvor Ann af Sunderland ligeledes led skibbrud. Hver gang et fartøj strandede, blev et gennemgående organiseret system aktiveret.

Strandingskommissionæren spillede rollen som den primære forbindelse mellem skibets fører og dets ejer på den ene side, og de stedlige myndigheder og bjærgere på den anden. Bjærgerne var indordnet i laug og forpligtede sig via kontrakter, som fastsatte priserne for deres udførte arbejde. Det bjærgede gods samt selve skibet blev derefter udbudt til salg på offentlige auktioner. Ofte blev skibsrester afhændet som vrag og efterfølgende, som det ses i dette tilfælde, provisorisk istandsat og bragt til et værft, hvor de atter blev genopbygget og solgt videre.

Ofte var der store formuer på spil, og omfattende anstrengelser blev iværksat for at bjærge værdier fra både strandede fartøjer og de, der hvilede på havets bund. En fremtrædende skikkelse inden for dette felt var P. J. Kall, købmand og konsul i Frederikshavn, der investerede i både bjærgningsfartøjer og endda et dykkerudstyr. Med dette redskab bjærgede han gods og skibe fra havets dybder over et vidtstrakt område langs de nordjyske kyster. P. J. Kall beklædte desuden stillingen som strandingskommissionær, og det bemærkelsesværdige er, at han var ægtemand til Martinus Rørbyes søster.

Martinus Rørbyes gengivelse af Ann af Sunderland er således langt mere end blot et kunsthistorisk værk. Det giver også et indgående indblik i de betydelige aktiviteter og økonomiske interesser, der var tæt knyttet til skibsstrandingerne langs de nordjyske kyster. Og selvom det muligvis virker utænkeligt, at et så massivt skib, der lå solidt placeret højt oppe på stranden, skulle kunne genoptage sin sejlads, så viser de historiske kilder, at dette tværtimod var en helt almindelig foreteelse, og at Ann af Sunderland ikke endte sine dage på Skagens strand, men i stedet atter fik vand under sin køl.

Jens Thidemann beklæder stillingen som historiker og museumsinspektør ved Nordjyllands Kystmuseum