Hvad sikar anvendes til
Sikar og vedkar - plantens fantastiske transportsystemer
I en plante findes der to transportsystemer, der begge har til opgave at transportere henholdsvis sukkerstoffet sukrose og vand.
Når en plante gennem fotosynteseprocessen bl.a. producerer sukkerstoffet glukose, som er nødvendigt for plantens udvikling og for at fremme mikrobiel aktivitet omkring rødderne, kan overskydende glukose pumpes ind i bladkarstænglens sikar i form af sukkerstoffet sukrose. Sikar, også kendt som phloem, er derfor et vidtstrakt kanalsystem i planten, der består af et utal af aflange planteceller, der befinder sig yderst i plantens stængel.
I sikarene findes en plantesaft, hvori sukrosen opløses, og som derefter strømmer gennem kanalerne til modtagercellerne. Transporten af plantesaften med sukrosen sker automatisk, da modtagercellerne tiltrækker sukrosen fra lav koncentration til høj koncentration. Dette fænomen kaldes en massestrømning.
Gennem sikarene kan sukrosen på den måde spredes til andre dele af planten, der har brug for sukkerstoffet til diverse processer. Rødder, knopper og frugter, som alle kræver energi for at vokse, udvikle sig og modnes, er de dele af planten, der især har brug for sukrose. Derudover gemmer planten ofte sukrose i løbet af vinteren i form af stivelse for at have energi klar, når den nye vækstsæson begynder.
Udover sikarkanalerne findes der også vedkar, eller xylem, i planter. Også dette er et transportsystem. Det, vi kalder årringe, er faktisk en serie af ældre vedkarlag. Hvert år danner planten nemlig et nyt lag af vedkar oven på det gamle lag.
I vedkar transporteres vand fra rødderne op til plantens mange plantedele. Vand er afgørende for planter, da næsten 95% af det optagne vand fordamper, når de såkaldte spalteåbninger på undersiden af bladene er åbne, og bladene optager kuldioxid til fotosyntesen. Vand er desuden en vigtig del af alle plantecellers cytoplasma og spiller en stor rolle i planternes fotosynteseproces.
Vandet optages gennem rødderne via passiv osmose, det vil sige en form for diffusion, der ikke kræver energi, og hvor vandet bevæger sig fra en lav stofkoncentration til en høj stofkoncentration, forårsaget af den højere saltkoncentration i rodcellerne.
Vandet i vedkarrene trækkes op i planten fra rødderne til bladene, idet fordampningen af vand fra bladene skaber et undertryk i plantecellerne, hvilket får dem til at trække nyt vand fra vedkarrene for at kompensere for undertrykket.
Den efterfølgende vandoptagelse gennem plantens rødder, som erstatter det fordampede vand, følger fordampningen fra bladene med nogle timers forsinkelse. Fordampningen fra bladene er størst midt på dagen, når solindstrålingen er stærkest, men planten opnår den optimale vandoptagelse gennem rødderne i løbet af eftermiddagen, når lysniveauet falder.
Vedkarrenes transport af vand kræver, at kanalsystemet er intakt, altså udgør en ubrudt søjle af vand fra rødder til blade. Hvis vedkarrene beskadiges og luft trænger ind og bryder vandsøjlen, vil de være ubrugelige, da luften vil stoppe vandtransporten.
Når man køber afskårne blomster hos blomsterhandleren, er det derfor altid en god idé at klippe det nederste af stænglerne af, inden de sættes i vand, hvis man ønsker, at blomsterne skal holde sig længst muligt. Ved at gøre dette fjerner man den del af plantestilken, hvor vedkarrene er beskadigede og blokerede med luft. På denne måde kan blomsterbuketten holde sig frisk i længere tid.
Når en plante gennem fotosynteseprocessen bl.a. producerer sukkerstoffet glukose, som er nødvendigt for plantens udvikling og for at fremme mikrobiel aktivitet omkring rødderne, kan overskydende glukose pumpes ind i bladkarstænglens sikar i form af sukkerstoffet sukrose. Sikar, også kendt som phloem, er derfor et vidtstrakt kanalsystem i planten, der består af et utal af aflange planteceller, der befinder sig yderst i plantens stængel.
I sikarene findes en plantesaft, hvori sukrosen opløses, og som derefter strømmer gennem kanalerne til modtagercellerne. Transporten af plantesaften med sukrosen sker automatisk, da modtagercellerne tiltrækker sukrosen fra lav koncentration til høj koncentration. Dette fænomen kaldes en massestrømning.
Gennem sikarene kan sukrosen på den måde spredes til andre dele af planten, der har brug for sukkerstoffet til diverse processer. Rødder, knopper og frugter, som alle kræver energi for at vokse, udvikle sig og modnes, er de dele af planten, der især har brug for sukrose. Derudover gemmer planten ofte sukrose i løbet af vinteren i form af stivelse for at have energi klar, når den nye vækstsæson begynder.
Udover sikarkanalerne findes der også vedkar, eller xylem, i planter. Også dette er et transportsystem. Det, vi kalder årringe, er faktisk en serie af ældre vedkarlag. Hvert år danner planten nemlig et nyt lag af vedkar oven på det gamle lag.
I vedkar transporteres vand fra rødderne op til plantens mange plantedele. Vand er afgørende for planter, da næsten 95% af det optagne vand fordamper, når de såkaldte spalteåbninger på undersiden af bladene er åbne, og bladene optager kuldioxid til fotosyntesen. Vand er desuden en vigtig del af alle plantecellers cytoplasma og spiller en stor rolle i planternes fotosynteseproces.
Vandet optages gennem rødderne via passiv osmose, det vil sige en form for diffusion, der ikke kræver energi, og hvor vandet bevæger sig fra en lav stofkoncentration til en høj stofkoncentration, forårsaget af den højere saltkoncentration i rodcellerne.
Vandet i vedkarrene trækkes op i planten fra rødderne til bladene, idet fordampningen af vand fra bladene skaber et undertryk i plantecellerne, hvilket får dem til at trække nyt vand fra vedkarrene for at kompensere for undertrykket.
Den efterfølgende vandoptagelse gennem plantens rødder, som erstatter det fordampede vand, følger fordampningen fra bladene med nogle timers forsinkelse. Fordampningen fra bladene er størst midt på dagen, når solindstrålingen er stærkest, men planten opnår den optimale vandoptagelse gennem rødderne i løbet af eftermiddagen, når lysniveauet falder.
Vedkarrenes transport af vand kræver, at kanalsystemet er intakt, altså udgør en ubrudt søjle af vand fra rødder til blade. Hvis vedkarrene beskadiges og luft trænger ind og bryder vandsøjlen, vil de være ubrugelige, da luften vil stoppe vandtransporten.
Når man køber afskårne blomster hos blomsterhandleren, er det derfor altid en god idé at klippe det nederste af stænglerne af, inden de sættes i vand, hvis man ønsker, at blomsterne skal holde sig længst muligt. Ved at gøre dette fjerner man den del af plantestilken, hvor vedkarrene er beskadigede og blokerede med luft. På denne måde kan blomsterbuketten holde sig frisk i længere tid.